Det første og største frikommuneforsøg var en succes - nu er der brug for et nyt

Af Morten Uhrenholdt

Der er to ting, der er karakteristisk, når man taler med folk, der var med under det første frikommuneforsøg: De taler alle med stor entusiasme om perioden og forsøget. Og de eksempler, der har overlevet tidens erodering af hukommelsen, ser ofte overraskende ud i nutids-øjne: Var det virkelig ikke tilladt dengang for 25 år siden? spørger man sig uvægerligt. Og det selv om statens greb om kommunerne efter manges mening aldrig har været strammere end nu.

De mere eller mindre helhjertede frikommuneforsøg, der siden har været, har været beskedne - og forkølede, synes der at være almindelig enighed om blandt dem, der oplevede det første forsøg. Og de har slet ikke kunnet leve op til det oprindelige forsøg, der fandt sted under Schlüter-regeringen. 

Det var i 1985 og Britta Schall Holberg (V) var indenrigsminister. Oprindelig skulle forsøget have varet fire år, men det blev meget længere og endte med at løbe fra 1985 til 1993. Og det blev en periode med mange udfordringer, ballade og konflikter.

30 af de dengang 271 kommuner og seks af de daværende amtskommuner opnåede status som frikommune. Lysten til at få ryddet op, banket rust og brudt stivnede regler og indgroede vaner op var stor - i hvert fald i kommuner og amtskommuner.

Men også hos Britta Schall Holberg, der af mange betragtes som frikommuneforsøgets moder - eller arkitekt. Og hun kastede sig frygtløst ud i de mange blodige slagsmål med diverse fag-ministerier og ministre.

- Det var meget svært - først at komme igennem i regeringen med forsøgsordningen. Og derefter med fagministerierne, når en kommune skulle have friere tøjler på et område. Det var virkelig op ad bakke, siger hun i dag til dknyt.   

- Det var en meget svær økonomisk situation - vi stod og manglede 80 milliarder, og kommunerne måtte i høj grad holde for. Så formålet var ikke mindst at gøre det mere interessant at være kommunalpolitiker. Det fik så også en anden effekt - jeg husker en kommunal embedsmand, der begejstret sagde, at det var en helt ny måde at være embedsmand på, fortæller Britta Schall Holberg.

- Og forsøget skabte også hurtigt en ny situation. Før kunne ministerielle embedsmænd bare sige: Nej, det kan ikke lade sig gøre. Den gik ikke længere, nu var man nødt til at gå ind og undersøge nærmere.

Men det viste sig også, at frikommuneforsøget afslørede en ikke ringe grad af vanetænkning - ikke kun i statsmagtens støvede korridorer og kontorer. Også i kommunerne havde vanens magt lagt sig tungt over forvaltningerne.

Det kan tidligere departementschef i Britta Schall Holbergs indenrigsministerium, Ole Asmussen, tydeligt huske. Det væltede ind med ansøgninger - først om at blive frikommune. Og siden, da forsøget var i gang, om at blive fri for denne og hin binding.

- Mange af ansøgninger kunne vi uden videre give grønt lys, fortæller han. For det viste sig nemlig ved nærmere undersøgelse, at det kommunen ønskede sig, kunne de uden videre gøre gøre. Dert var jo et ikke uvæsentligt resultat, at kommunerne fandt ud af, at de måtte mere, end de troede.

- Det viste sig jo, at en del af den stivnede situation skyldtes 'skufferegler' og indgroede vaner. Der var mange tilfælde af 'sådan plejer vi at gøre' eller 'det må vi nok ikke' i systemet - både i kommunerne og i KL, siger Britta Schall Holberg.

Antallet af ønsker, der i forvejen var lovhjemmel til at gennemføre, blev senere opgjort til 90.

Men også i fagministerierne trivedes vanetænkning og indgroet modvilje til at ændre praksis og giver kommunerne friere tøjler.

- Hvert ønske fra kommunerne udløste gevaldige slagsmål mellem Indenrigministeriet og det fagministerium, der havde området. Men der var Britta Schall Holberg den helt rigtige. Hun var ikke bange for at tage slagsmålet og kastede sig med stort engagement ind i dem, husker Ole Asmussen.

- Men der kom da noget fornuftigt ud af de mange slagsmål. Og under hyl og skrig fra forskellige ministerier kom der også en del konkrete lovændringer ud af det. Der blev simpelthen slået hul på områder, hvor der var brug for at gøre op med forældet praksis, husker den tidlige departementschef.

Han nævner lukkeloven som eksempel. Og det eksempel husker Britta Schall Holberg også:

- En københavnsk forstadskommune havde en borgmester, der var på god talefod med de lokale fagforeninger. Han fik en aftale i stand og det lykkedes at komme igennem med forsøget i det daværende handelsministerium. Og da forsøget var slut, kunne kommunen dokumentere, at man uden problemer havde praktiseret en lempet lukkelov. Dét slog hul i fastlåste positioner og førte på længere sigt til lempelser af lukkeloven, fortæller hun.

Også en succes, set med kommunale øjne
Også set fra kommunal side var forsøget med frikommuner en succes. Nuværende kommunaldirektør i Gentofte, Jan Nielsen, var i 1985 kommunaldirektør i en mindre nordsjællands kommune. I 1986 fik den daværende Værløse Kommune status som frikommune, og af samme grund søgte og fik Jan Nielsen stillingen som kommunaldirektør.

- Forsøget satte en meget positiv proces i gang og gav energi til organisationen. Politikere og embedsmænd fik motivation til at tænke anderledes - at finde nye måder at løse opgaverne på. Det man i dag kalder innovation, fortæller Jan Nielsen.

- Men på mange områder løb vi jo panden mod en mur, tilføjer han - helt i overensstemmelse med beretningerne om slagsmålene i ministerierne.  

- Vi fik lov til at nedlægge vores skolekommision med tilhørende skolenævn, der var stor og tung at arbejde med. I stedet indførte vi de skolebestyrelser med alene forældrerepræsentanter og en enkelt observationspost til en kommunalpolitiker. Den ordning, der i dag er gældende i hele landet, fortæller Jan Nielsen.

- Men da vi ville sætte skolesystemet helt frit - altså alene lave en økonomisk ramme og krav om bestemte resultater, og så ellers stille skolerne frit i forhold til, hvordan de vil løse opgaven, ja da løb vi panden ind i muren.

- Vi fik også lov til at etablere et postkontor i en biblioteks-filial i Harreskov, efter at postvæsenet havde rationaliseret det lokale væk. Det er jo i dag meget udbredt, men dengang ikke tilladt. 

- Og Værløse fik tilladelse til at  etablere 'Kommuneservice' på tværs af forvaltningerne. Det der i dag hedder Borgerservice og findes i alle kommuner. Men da vi så ville have lov at håndtere udstedelse af pas og kørekort, var muren der igen. Det stoppede politiet og justitsministeriet, fortæller Jan Nielsen.

Nu står kommunerne på mange måder i samme situation som i 1980'erne. Økonomien er umådelig stram, og dertil kommer, at statens greb om kommunernes handlefrihed er strammere end nogensinde. Og Jan Nielsen efterlyser et nyt, mere omfattende frikommuneforsøg:

- Det er spændende, med det nye forsøg, men det er jo begrænset til fem kommuner. Og skal der komme noget ud af det, så kræver det, at der virkelig bliver substans i forsøget, at kommunerne får lov at udfordre de mange bindinger, der i dag er og som reelt har sat kommunernes råderet ud af kraft, sukker Jan Nielsen.

Det synspunkt kan den tidligere departementschef godt støtte. I hvert fald synes han, at statens krav om kontrol og dokumentation er løbet helt af sporet.

- Jeg kan jo godt huske det - hvordan de gode embedsmænd, der sad og arbejdede med diverse områder, godt lige kunne tænke sig at få indberetning at det her også. Det har til alle tider været en kamp, men det  er gået for vidt, siger Ole Asmussen.

- Jeg synes, embedsmændene skulle gennemgå deres krav til indberetninger ud fra den den betragtning, at de skal rumme, 'hvad vi absolut ikke undvære' og ikke mere, slutter han.

Britta Schall Holberg er - som politiker - mere bramfri:

- Statens datailstyring har aldrig været værre end nu. Det dræber initiativet - både hos borgere og i kommunerne. Jeg synes, vi rigtig godt kunne bruge endnu et stort frikommuneforsøg.

- Jeg tror, politikerne rundt om i kommunerne har alvorligt brug for at opleve sig som politikere igen, efter kommunalreformen, hvor embedsmændene har kørt meget af løbet, slutter Britta Schall Holberg.