Den frivillige sociale sektor - lap eller løsning?

Af cand. polit. Preben Etwil

Kommunerne er af gode grunde altid på jagt efter alternative muligheder for at kunne løse sine velfærdsforpligtelser på en mere effektiv måde. Man kan så spørge sig selv, om EU's initiativ til at gøre dette år til et frivillighedsår er en af de løsningsmodeller, som kommunerne kan gribe til.

Svaret er både ja og nej.

Debatten om det frivillige arbejde føres desværre ofte på et noget diffust grundlag. Det skyldes helt givet, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der i realiteten forstås ved frivilligt arbejde. Inden for det frivillige arbejde er der nemlig en skyndsom blanding af alt muligt - lige fra egentlige frivillige medborgere, der er samlet i forskellige interesseorganisationer uden lønnet personale, til kæmpe landsdækkende topprofessionelle institutioner med en betydelig grad af offentlig finansiering.

Hver tredje er frivillig
Kvalificerede gæt - og det er ikke andet - nævner, at omkring en tredjedel af den voksne befolkning i større eller mindre grad deltager i forskellige former for frivilligt arbejde, men man skal især i den forbindelse være meget opmærksom på, at hovedparten af dette frivillige arbejde sker inden for sport, kultur- og uddannelsesområdet, mens frivilligt socialt arbejde udgør en forsvindende lille andel af den samlede frivillige indsats i Danmark.

Man antager, at det sociale frivillige arbejde inddrager omkring tre pct. af den voksne befolkning, der i runde tal svarer til ca. 125.000 personer. Tager man det frivillige arbejde inden for sundhedssektoren med, kommer man med lidt god vilje op på omkring seks procent af den voksne befolkning - altså tæt på en kvart million mennesker. Der er dog langt fra tale om fuldtidsbeskæftigelse, og hovedparten af dette frivillige arbejde har intet som helst at gøre med den egentlige offentlige serviceproduktion - så som sagsbehandling, pleje og behandling - at gøre.

Den væsentligste del af det frivillige sociale arbejde varetages i ældreforeninger, krisecentre, besøgstjenester, sociale væresteder, brugerorganisationer indenfor sindslidende, hjemløse og misbrugsområdet, flygtningevenner, selvhjælpsgrupper, sociale aktiviteter med etniske mindretal, sorg- og samtalegrupper, åbne rådgivninger, sociale aktiviteter med truede unge og lignende. Anvendes der et bredere socialbegreb kan man også inddrage det frivillige arbejde i patientforeninger, sygdomsforeninger, handicaporganisationer, besøg på hospitaler med videre.

Dobbelt nytte
Frivilligt socialt arbejde har så at sige dobbelt nytte: Det er til glæde for de frivillige selv, og det er til nytte for brugerne af de frivillige tjenester. Hvis det offentlige går ind og styrer denne balance, er der en stor fare for at samfundet udvikler sig fra et universelt velfærdssystem til en veldædig social umyndiggørelse af både de frivillige selv og af brugerne.

Der er meget god fornuft i Regeringens tanker om at fremme det frivillige arbejde bl.a. ved at sikre, at der skal oprettes frivillighedscentre i alle kommuner. Deres ambition er også i den forbindelse at hæve deltagerprocenten i det frivillige arbejde fra ca. en tredjedel til omkring halvdelen af den voksne befolkning. Denne del af strategien må hilses meget velkommen, da det helt givet øger samfundets aktive og demokratiske medborgerskab til glæde og nytte for både de frivillige og brugerne.

Der hvor kæden tilsyneladende hopper af, er der, hvor man forstiller sig, at det frivillige arbejde kan sættes ind, hvor kommunerne i disse år foretager økonomiske nedskæringer. Hvis man ser bort fra de mange professionelle selvejende institutioner med driftsoverenskomster med det offentlige, er det ikke realistisk at forestille sig den løsning, da det frivillige arbejde, selv med en kraftig deltagerudvidelse, har den kapacitet, der skal til for at kunne løfte det fremtidige sociale service- og hjælpearbejde.

Nej til 'skal'-opgaver
Frivilligt arbejde opstår ikke af sig selv. Frivillige har typisk en anden tidshorisont, end traditionelle kommunale institutioner, og mange frivillige ønsker kun, at knytte sig løsere til den forening, organisation eller sammenslutning, som vedkommende træder ind i. Det kan ikke styres fra oven af. Hvis frivillighedsbegrebet skal respekteres, må den frivillige ikke kunne trues med økonomiske eller sociale sanktioner (fx afskæres fra en offentlig hjælp), hvis vedkommende ikke længere ønsker at udføre opgaven.

De kommunale myndigheder kan stille rammerne til rådighed, men motivationen til at udøve frivilligt socialt arbejde skal komme indefra, og drives af personlig engagement og virkelyst. Typisk fordi mennesker med en social indignation har et behov for at gøre en forskel - at lade sig bruge, men naturligvis ikke misbruge. Meget peger på, at frivillige organisationer hovedsageligt holdes oppe af lokale og ressourcestærke grupper, mens de mindre ressourcestærke grupper, så som etniske minoriteter, lavindkomstgrupper, mænd uden uddannelse og folk på overførselsindkomst er relativt mindre aktive i det frivillige sociale arbejde.

Dette er grundvilkår, som Regeringen ikke kan ændre så meget på, uanset om deltagerandelen i det frivillige arbejde skulle vokse. Det gør også, at der er grænser for hvor meget frivilligt arbejde, der kan udføres.

Det frivillige sociale arbejde har helt klart sin styrke i at kunne være behandlingsmæssigt innovative og være både uafhængige og kritiske i sine forskellige rådgivnings- og brugerfunktioner. Dette kan kun sikres, hvis den frivillige sektor kan opretholde et reelt armlængdeprincip over for de kommunale myndigheder. Det gælder både finansielt og ledelsesmæssigt. De frivillige organisationer og foreninger skal være fri for de kommunale styringsregler, fri for at påtage sig opgaver, og absolut fri til at kunne give deres mening til kende. Frivillige medarbejdere skal helt naturligt kunne sige ja til 'kan-opgaver' og lige så naturligt nej til 'skal-opgaver'.

Nye dimensioner
Der er ingen tvivl om, at der er et stort samfundsmæssigt behov for det frivillige sociale arbejde, men det må aldrig erstatte den kommunale sektors grundlæggende serviceproduktion - uanset hvor dyr den end måtte blive, men alene virke som et nødvendigt supplement til kommunernes standardløsninger. Især inden for det sociale område må man konstatere den sandhed, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.

For at der ikke skal opstå unødige konflikter mellem de professionelle i kommunerne og de frivillige i det sociale arbejde, er det vigtigt, at der bliver udviklet en række etiske og praktiske retningslinjer for samarbejdet. Det betyder bl.a., at det er de kommunalt ansatte der skal løse de opgaver, der er nedfældet i lovgivningen (fx Serviceloven), mens de frivillige alene skal være med til at løse de opgaver, der ikke kræver visitation eller registrering af borger eller udført arbejde.

Det er nemlig vigtigt at holde sig for øje, at de frivillige organisationer ikke er sat i verden for, at kunne løse opgaverne billigere, men for at muliggøre nye dimensioner i det sociale arbejde, der i sidste ende kan give borgerne bedre løsninger, og fremme kommunikationen mellem borgeren og kommunen. Det kræver - hvor paradoksalt det end lyder - offentlig finansiering, og hvis det hele ikke skal gå op i hat og briller og ny markedsgørelse, er det nødvendigt, at en række frivillige sociale foreninger og institutioner, der har vist deres berettigelse, tilføres nogle offentlige (gerne statslige) grundbevillinger over en årrække - i lighed med fx det som i dag kendes fra undervisningsområdet.

Kløgt - ikke klynk
Der er mere end nogen sinde behov for et løft af det frivillige arbejde i den sociale sektor. Velfærdsstaten skriger på mere aktiv medborgerskab. Borgerne ønsker også større anerkendelse. Det er vigtigt, at en god idé om mere frivilligt social arbejde ikke drukner i en dårlig og kynisk sag, der mere handler om kommunale besparelser end mere inddragelse af borgernes egne ressourcer. Derfor er det nødvendigt, at vi begynder at nytænke det frivillige sociale arbejde på en anderledes måde.

I den forbindelse er det vigtigt ikke at hænge sig i alt det, som man ikke kan, når det giver meget mere mening og værdi, at koncentrere sig om det, som man faktisk kan, og er god til. I Danmark har vi en lang og god tradition for at organisere os i frivillige foreninger, der ofte er lokalt forankret og tæt knyttet til borgerne. Borgerne har faktisk en stor villighed til at blive brugt i det sociale arbejde.

Det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at frivilligt socialt arbejde lever og næres af lysten til at gøre noget godt for andre. Et arbejde hvor man kan gå til og fra i det omfang, ens fysiske og psykiske evner rækker. Fordeling af dette arbejde skal derfor ikke ske igennem en kommunal koordinering og ledelsesinstruks, men gennem den frivillige forening eller organisation, der så kan have indgået klare aftaler med kommunerne om de konkrete opgavers praktiske udførelse.

Deltagelse i foreningslivet - hvor lidt det end måtte være - giver for det enkelte menneske et stort personligt selvværd, og for samfundet giver det en betragtelig nytteværdi at få udført nye opgaver, der ellers måtte ligge uprøvet hen. Dertil skal lægges, at det giver mærkbare reduktioner på i de forventede offentlige sociale merudgifter. En vindersag, hvor klynk bliver erstattet af kløgt. Men det vil kræve, at kommunerne ikke i deres øjeblikkelige økonomiske kvide bruger frivilligt socialt arbejde som en smutvej til at opnå besparelser.


Af cand. polit. Preben Etwil, Socialpolitisk Forening