Aftalesystem på randen af sammenbrud

Af Lars Erik Hornemann

SVENDBORG: Det vil næppe være en nogen underdrivelse at påstå, at aftalesystemet står på randen af et sammenbrud. Regeringens stramme økonomiske styring sammen med en skæv udligningsordning bærer hovedansvaret

Her kort tid efter budgetlægningen for 2010 er det tid til at reflektere over fremtidsudsigterne for det kollektive aftalesystem.

Man kan vælge at opfatte kommunernes kollektive aftalesystem og udligningssystemet som et par siamesiske tvillinger, hvor de vitale organer, er placeret i den ene tvilling nemlig udligningssystemet. Sagen er, at det kollektive aftalesystem ikke kan overleve uden et velfungerende udligningssystem.

Kommunernes manglende evne til at opnå aftaleoverholdelse på skatteområdet blev desværre resultatet for 2010.

Kommunernes minister Karen Ellemann (V) og KL`s formand Erik Fabrin (V) har efter kommunernes budgetvedtagelse udtalt sig meget koordineret og samstemmende: Kommunernes overskridelse af rammen for skattestigninger på de aftalte 500 mio. kr. vil pr. automatik føre til både kollektiv og individuel sanktion, for det står jo i den gældende lovgivning.

Jeg stiller mig dog meget tvivlende overfor, om det overhovedet giver nogen fornuftig mening at sanktionere overfor kommunerne.

Den kollektive del af sanktionen kan til nød forsvares ud fra den præmis, at aftalen som nævnt er kollektiv, hvorfor der er brug for en mekanisme, som sikrer, at omfanget af kommuner, som har evnen til at bidrage, nogenlunde balancerer med omfanget af kommuner, som har behov.

Viljen til at byde sig til med en skattesænkning var dog ikke overvældende, da kun en enkelt kommune, med en marginal justering af dækningsafgiften på forretningsejendomme, valgte at sætte skatten ned.

Det er en kendsgerning, at der er signifikant og systematisk sammenhæng mellem skævdeling i udligningssystemet og kommunernes individuelle likviditet, anlægsniveau og serviceniveau på de store borgernære områder. En tilpasning til et mere gennemsnitligt niveau i de, efter denne målestok, rigeste kommuner, kunne have skabt sammenhæng i tingene. Viljen var der bare ikke.

24 kommuner satte skatten op, men den endelige overskridelse af rammen med 269 mio. kr. var kun toppen af isbjerget. Prognoserne i løbet af budgetlægningen talte om meget større beløb, og da landets største kommuner, meget bekvemt, i hast indgik budgetforlig inden rækken af borgmestermøder var afsluttet, var der reelt kun pisken tilbage til at 'overbevise' de kommuner som stod tilbage med problemerne.

Den individuelle sanktion lader sig ikke på nogen måde forsvare, og jeg synes, at en 'adfærdsregulerende foranstaltning' af denne type virkelig udstiller regeringens afmagt i situationen.

At straffe individuelt i denne situation svarer jo reelt til, at man straffer offeret i en voldssag for at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Formanden for KL Erik Fabrin udtaler til dagbladet Børsen:

- Der er ikke nogen, der hæver skatten, uden at det er absolut nødvendigt. Her er det oven i købet sådan, at skatten er sanktionsbelagt, så der er tungtvejende grunde bag.

Indenrigsminister Karen Ellemann udtaler til Danske Kommuner:

- De kommuner, der har valgt at hæve skatten, som ikke har valgt at overholde aftalen, de har nok selv en forventning om, hvor meget de regner med at blive modregnet.

Bortset fra, at ministeren overser, at aftalen er kollektiv, så er de to udsagn jo ganske rigtige. Der er tale om kommuner som af nødvendighed har sat skatten op vel vidende, at de vil blive sanktioneret.

Vi er måske ligefrem vidne til den absurditet, at sanktionsloven ligefrem er medvirkende årsag til overskridelsen. Jeg kan kun tale for min egen kommune, men forventningen om en sanktion har da spillet ind, da omfanget af skatteforhøjelsen skulle fastsættes.

Skattesanktionen rammer under alle omstændigheder som en bombe, lige ned i den aktuelle debat om den skæve byrdefordeling, som aftalesystemet og udligningssystemet ikke har vist sig i stand til at håndtere.

Spørgsmålet er, om det er for sent at redde det kollektive aftalesystem? Heldigt er det i alt fald, at et folketingsflertal den 17. marts i år har indgået en aftale, hvor ændringer i udligningssystemet kan sættes i værk fra 2012.

Gennemføres der ændringer, som giver kommunerne mere lige vilkår for at virke under den samme lovgivning, er der så afgjort håb for den kollektive aftalemodel.

Det kræver blot, at regeringen, og KL`s politiske ledelse for den sags skyld, for alvor indser nødvendigheden af, at udligningen kommer til at afspejle kommunernes reelle udgiftspres og faktiske opgaver.

Inden vi kommer frem til 2012, er der lige budgetåret 2011, som skal overstås. Rammerne for den samlede aftale bliver selvfølgelig et vigtigt tema, men det vigtigste bliver dog, at den aktuelle skæve byrdefordeling får en passende modvægt, så trængte kommunerne bliver hjulpet og ikke, ganske uanstændigt, bliver straffet.


Lars Erik Hornemann (V) er borgmester i Svendborg