
Hvis bare man har en lille smule hang til politiske tv-serier, ved man det: At vælte en formand er en kunstart. Mange har set Frank Underwood eller Francis Urquhart overtage rollen som politisk leder og ved, hvilke ofre det har kostet – i fiktionens verden.
Virkeligheden har det med altid at vælge en af to muligheder: Enten overgår den fantasien i en sådan grad, at man ikke ville tro på det, hvis man læste det i en bog. Eller også er det simpelthen så trivielt, at ingen gider læse om det.
Når det kommer til de indledende runder til Venstres formandsopgør, er det det første, der gør sig gældende. For ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at Lars Løkke Rasmussen ville forlade Venstre ud af en bagdør og flygte til Sverige.
Men det gjorde han, og i dag stimler Venstre-folk fra nær og fjern sammen i Herning. De skal deltage i de ekstraordinære landsmøde i partiet. Trænger du til en opfrisker på, hvordan det gik, som det gik, så læs med her.
Et spil om troner
Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussens konflikt går mange år tilbage i Venstre. Helt tilbage til tiden under Anders Fogh Rasmussen, hvor den tidligere statsminister udpegede sine efterfølgere i Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og senere Troels Lund Poulsen.
En arvefølge, som ikke alle var enige i – herunder hverken Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen. Ifølge tidligere minister Søren Pind har der blandt andet flydt læk om bilagssager fra Kristian Jensens kontorer til pressen, og Lars Løkke Rasmussen har ikke været dygtig til at skjule, at Kristian Jensen var et nødvendigt onde, han skulle udholde for at have den del af partiet, der til dagligt kaldes bondevenstre, med.
Med Kristian Jensens interview i Berlingske fra starten af august, hvor han undsagde sin partiformand, var der derfor lagt i kakkelovnen til et rigtig festligt sommergruppemøde i partiet 8. og 9. august – det er det møde med golfvognen, hvor Kristian Jensen bliver banket på plads, og Jakob Ellemann-Jensen sidder og troner tavst og smilende ved siden af, mens Lars Løkke Rasmussen primært har ordet.
Efter storm følger der som altid ro. Og da der endnu ikke er ro, må der altså stadig være storm. Så i nogle uger bølger det dovent i oprørte vande. Et dask fra Claus Hjort Frederiksen, et hug fra fire medlemmer af hovedbestyrelsen, en formand, der dælme ikke vil gå af. En næstformand, der siden må have bidt sig selv i tungen tusind gange, der siger, at han også vil gå – hvis bare formanden går.
Det hele kulminerer som bekendt med braget i Brejning, hvor Lars Løkke Rasmussen smutter ud af en terrassedør, og Kristian Jensen må stå dybt berørt foran pressen og meddele sin afgang – før han kørte mod solnedgangen med Volbeat i højtalerne.
Kronprinsen
Der er altid blevet kigget på Kristian Jensen i Venstre, som den naturlige efterfølger til Lars Løkke Rasmussen. Men de senere år har blikket i stigende grad også sneget sig over på Jakob Ellemann-Jensen, når der er blevet talt om mulige formænd efter Løkke.
Allerede inden ‘formandskabet’ var trådt af, begyndte navnet Ellemann-Jensen at høres i krogene. Og det var ikke hans far, den tidligere partileder, der blev hvisket om. Derfor kom det næppe som en overraskelse, da Jakob Ellemann-Jensen 3. september bekræftede, at han altså havde tænkt sig at gå efter formandsposten ved det ekstraordinære landsmøde 21. september.
Samme dag sagde Jakob Ellemann-Jensen også, at Inger Støjberg bestemt ville være et stærkt kort som næstformand. Derfor var der heller ikke nogen overraskelse, da Inger Støjberg 4. september selv meddelte, at hun havde planer om at blive næstformand.
I perioden kan man blandt andet høre politiske kommentatorer kloge sig på, at Inger Støjberg og Ellemann-Jensen mødes for at forhandle om, hvordan de skal dele magten mellem sig. De forhandlinger holder dog inde, da Ellen Trane Nørby melder sig som kandidat til næstformandsposten.
Midt i september stiller Lars Løkke Rasmussen sig frem og fortæller, at han længe har haft planer om, at Jakob Ellemann-Jensen skal være formand for Venstre. Faktisk har de to tidligere talt om, at sidstnævnte skulle være ny formand for Venstre. Og det bekræfter Jakob Ellemann-Jensen da også. På spørgsmålet om, hvorvidt han vidste, at Lars Løkke Rasmussen har haft planer om at køre ham i stilling som ny formand, sagde Ellemann-Jensen:
- Det tror jeg, Lars (Løkke, red.) har vidst i længere tid, end jeg har vidst, det må jeg sige. Det er noget, vi har talt om på et tidspunkt, men det lyder, som om det er noget, Lars har tænkt på længere, end jeg har, sagde han til Ritzau.
Kortspillet
Det er jo altid en udfordring at få kabalen Venstre til at gå op. Der skal være nogen, som kan glæde det tunge blå erhvervsliv. De kerneliberale kræfter, som har erhvervsklubber og mørkeblå slips på til den brune lædersko. Og så skal der være nogen, som det jyske Venstre kan finde hjem i. Bondevenstre kaldes det. Højskolevenstre, hedder det også. Her er Trane Nørby og Støjberg begge stærke kandidater
De to kandidater nyder begge stor opbakning i Jylland. Og politisk kommentator Thomas Funding delte deres territorier således op for nyligt:
‘Mens Støjberg har sat sig tungt på Nordjylland, har Ellen Trane en stor del af Syddanmark bag sig', fortæller redaktøren. 'Midt- og Vestjylland deler de imellem sig.’
Der er noget om det. Lige nu har flest i folketingsgruppen givet deres opbakning til Inger Støjberg, mens baglandet i høj grad har peget på Ellen Trane Nørby.
Begge har tidligere været ministre under Lars Løkke Rasmussen. Ellen Trane Nørby har haft titel af både børne- og undervisningsminister og sundhedsminister. Hun har ligeledes været ligestillingsminister. Inger Støjberg har været integrations- og udlændingeminister.
Formandskandidaten er blevet kritiseret for at have været lidt for hurtig i forhold til at omfavne Støjberg til rollen som næstformand. Men det fortryder han ikke trods Ellen Trane Nørbys kandidatur.
Jakob Ellemann-Jensen forklarer til Berlingske, at han blev spurgt, hvorvidt han kunne arbejde sammen med Støjberg og svarede ja.
- På samme vis har jeg gjort, når jeg er blevet spurgt, om jeg tror, Ellen og jeg vil være et godt makkerpar. Så har jeg svaret, at det er jeg helt sikker på, siger han til avisen.
21. september holder Venstre ekstraordinært landsmøde i Herning. Her skal partiets 850 delegerede vælge, hvem der skal være henholdsvis formand og næstformand i partiet.
FAKTA: Ni mænd har gennem 90 år stået i spidsen for Venstre
2009-2019: Lars Løkke Rasmussen
1998-2009: Anders Fogh Rasmussen
1984-1998: Uffe Ellemann-Jensen
1977-1984: Henning Christophersen
1965-1977: Poul Hartling
1950-1965: Erik Eriksen
1949-1950: Edvard Sørensen
1941-1949: Knud Kristensen
1929-1941: Thomas Madsen-Mygdal
Kilder: Venstre, Danmarkshistorien.dk, Politiken
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.