dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, og justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil give kommunerne flere værktøjer til at stoppe lovløse kolonihaveejere. (Arkivfoto).
Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen åbner for at tage kolonihaver fra lovløse ejere

Bøder og en mulighed for at tage kolonihaver fra deres ejere er blandt sanktioner i et nyt kolonihaveudspil.
10. NOV 2025 6.02

Regeringen vil sætte en stopper for kolonihaveejere, der bygger deres kolonihavehuse større end tilladt eller bliver boende i dem hele året.

I et nyt politisk udspil strammes reglerne, og kommunerne får flere værktøjer til at komme efter lovløse kolonihaveejere.

Det skriver Politiken.

Helt konkret foreslår minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) og justitsminister Peter Hummelgaard (S), at kommunerne skal have mulighed for at uddele bøder, "der batter".

Bøderne skal gives til de kolonihaveejere, der ikke vil fraflytte kolonihaven og finde en lovlig, beskattet bolig, skriver Politiken.

Derudover skal foreningerne have pligt til at oplyse, hvem der ejer haverne. Det skal gøre det muligt for myndighederne at kontrollere og straffe dem, der bryder reglerne.

Hvis kolonihavehuse bliver brugt til at opbevare narko og våben eller bruges som et sted for fysisk afstraffelse i det kriminelle miljø, skal myndighederne helt kunne tage kolonihaverne fra deres ejere, mener ministrene.

Politiken og andre medier har ad flere omgange afdækket episoder med kriminalitet og ulovligheder i kolonihaveforeninger.

Halvdelen er større end tilladt 

Mediet har blandt andet beskrevet, hvordan huse i kolonihaveforeningen Lilletoften i Odense med huse på 300 og 369 kvadratmeter slår rekorder i ulovlige kolonihavebebyggelser.

Hvert andet hus er større end tilladt, skrev Politiken om foreningen i sommer.

Mediet har også afdækket, hvordan kolonihaveejere har boet fast i kolonihaven i årtier uden at betale fuld ejendomsskat.

Medierne har også skrevet om kriminelle, der har brugt kolonihavehuse til opbevaring af narko og våben.

I foråret blev et HA-medlem taget på fersk gerning, da betjente observerede ham gå til en kolonihave i Ballerup, hvori der befandt sig en kuffert med ti kilo kokain. Han tilstod og fik syv års fængsel.

Året forinden fandt politiet ni kilo amfetamin i en kolonihave i Odense. I den sag blev en 67-årig folkepensionist idømt 12 års ubetinget fængsel i byretten for at have smuglet blandt andet 89 kilo amfetamin.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-aabner-for-at-tage-kolonihaver-fra-lovloese-ejere

GDPR