KØBENHAVN: Landets miljø- og ligestillingsminister har brugt weekenden på at kommentere en verserende kritik af plejehjemsforholdene i Københavns Kommune og retter i den forbindelse kritik af SF's overborgmesterkandidat Sisse Marie Welling, som for nuværende er sundheds- og omsorgsborgmester med ansvar for kommunens plejehjem.
Kritikken beror på flere afsløringer i Berlingske, hvor avisen blandt andet har beskrevet, hvordan en plejehjemsbeboer i et døgn sad i en lænestol uden at få skiftet sin ble, mens en anden lå i sit eget opkast. Senest har Berlingske i weekenden afdækket, at en mandlig beboer på et københavnsk plejehjem lå på gulvet i sit badeværelse i 19 minutter, før han fik hjælp. Manden havde desuden ikke været i bad i tre uger.
Miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) spørger søndag på Facebook, hvordan de forskellige eksempler på omsorgssvigt ikke er "en større skandale?"
"Borgmesteren (Sisse Marie Welling, red.) vil ikke have, at hendes egen rolle bliver gransket. Og nu trækker hun i øvrigt tiden ud med redegørelser og undersøgelser, som tilfældigvis først bliver færdige efter kommunalvalget. Det burde være valgkampens største skandale. Ikke en parentes, vi glemmer om en uge", skriver ministeren bl.a.
Flere S-profiler blander sig
Ifølge TV2 og Berlingske blander flere kendte socialdemokrater sig i overborgmesterkampen i København. Foruden Magnus Heunickes kritik af Sisse Marie Welling har også justitsminister Peter Hummelgaard (S) fredag kritiseret SF og Enhedslisten i et opslag på Facebook.
"SF må melde klart ud! Har SF en lokumsaftale med Enhedslisten, ja eller nej?" skriver justitsministeren med henvisning til, at partierne ikke har meldt klart ud, hvem de to partier vil gøre til overborgmester, hvis Enhedslisten bliver større end SF ligesom ved KV21.
Søren Dahl, der er redaktør på netmediet Altinget, vurderer, at det er et sidste forsøg fra Socialdemokratiet på at vende den dårlige situation, partiet står i med overborgmesterkampen i København.
- Det er svært at se det som andet, end at Socialdemokratiet på Christiansborg ved, at situationen for partiet i København er meget alvorlig. Så det må ses som et sidste forsøg på at lokke flere vælgere til, siger Søren Dahl til TV 2.
- Det virker, som om man nu sætter alle sejl ind på at angribe Sisse Marie Wellings kandidatur, fortsætter Søren Dahl.
Socialdemokratiet står dårligt i flere meningsmålinger frem mod kommunalvalget i næste uge, og pilen peger mere og mere i retning af, at København kan ende med sin første ikke-socialdemokratiske borgmester i mere end 100 år. Danske Spil giver ligeledes partiets overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil de dårligste odds sammenlignet med SF's Sisse Marie Welling og Enhedslistens Line Barfod.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



















