ISHØJ: En usædvanlig sag om en ansats formodede tyveri på et plejehjem skal onsdag for retten.
I sagen er en social- og sundhedsmedarbejder fra Plejecenteret Kærbo i Ishøj tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at stjæle morfin fra en terminal patient. Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i. Tilsyneladende forsøgte den ansatte at skjule tyveriet.
For ifølge tiltalen foregik tyveriet ved, at hun tog ampuller med morfin fra patientens aflåste medicinboks og stak hul i flere af ampullerne og udtog morfinen.
Efterfølgende fyldte hun vand i ampullerne og lagde dem tilbage i medicinboksen, står der i anklageskriftet. Dermed risikerede patienten at få indsprøjtet mindre morfin end det ordinerede, da morfinen blev fortyndet, lyder det.
I sagen ventes anklagemyndigheden at gå efter en fængselsstraf til kvinden, der er sidst i 40'erne, og som ikke længere er ansat på plejecenteret. Desuden risikerer kvinden at blive frakendt retten til at få lignende arbejde i fremtiden.
Onsdag behandles sagen af Retten i Nykøbing Falster, hvor den tiltalte kvinde får mulighed for at komme med sin forklaring. Hendes advokat, Martin Simonsen, fortæller inden retssagen, at kvinden nægter sig skyldig.
Onsdag skal der også afhøres flere vidner, inden dommen ventes om eftermiddagen. Egentlig skulle sagen have været for Retten i Glostrup, men den blev flyttet til Falster, fordi Retten i Glostrup er presset af mange retssager.
Ishøj Kommune ønsker ikke at kommentere sagen, da der er tale om en personalesag og en igangværende straffesag. Kommunen oplyser dog, at den slags hændelser altid giver anledning til at kigge på kommunens procedurer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















