Andelen af elever i kommunale tilbud, som ikke går i specialtilbud, men derimod er en del af skolernes normalklasser, ’inklusionsgraden’, falder, viser nye tal fra Indenrigsministeriet.
Andelen af elever, der er inkluderet i den almene undervisning på offentlige grundskoler, er faldet med cirka 0,6 procentpoint fra godt 95,2 pct. i skoleåret 2015/2016 til knap 94,7 pct. i 2018/2019. I 2011/2012 var andelen af inkluderede elever 94,6 pct., hvilket betyder, at inklusionsandelen stort set er tilbage på samme niveau som før indførelsen af 96-procentsmålsætningen.
Målsætningen om 96 pct. inklusion var en del af inklusionsloven fra 2012. Hensigten var, at flere skolebørn skulle væk fra specialklasserne og blive inkluderet i et større fællesskab i en almindelig folkeskoleklasse. Den blev droppet af den daværende regering i 2016.
Faldet i inklusion er både drevet af, at flere elever anbringes i specialklasser på almene skoler, og at flere elever end tidligere henvises til specialskoler og dagbehandlingshjem.
Flest segregeres i indskolingen
Samlet set er antallet af såkaldt segregerede elever steget fra 26.994 elever i 2015/2016 til 29.440 elever i 2018/2019. Det svarer til en stigning på 2.446 elever. I samme periode er det samlede elevtal endda faldet, og tager man højde for det ved at se på segregeringsprocenten, kan det konstateres, at segregeringsprocenten er steget fra knap 4,8 pct. til godt 5,3 pct., hvilket svarer til en stigning på 11,7 pct.
Stigningen i andelen af segregerede elever er størst i indskolingen, hvor andelen er steget med 0,7 procentpoint fra 3,0 pct. til 3,7 pct. siden 2015/2016. På mellemtrinet og i udskolingen har stigningstakten været noget mindre på hhv. 0,4 og 0,2 procentpoint.
I 77 kommuner har andelen af elever, der er segregeret, været stigende siden 2015/2016. Der er stor spredning i forhold til hvor kraftigt landstendensen til at faldende inklusion og stigende segregering er slået igennem på tværs af kommunerne. I 22 kommuner er segregeringsprocenten steget markant med over et procentpoint.
MG
Se alle resultaterne fra ministeriets undersøgelse og hent analysen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.