Sund mad til børn - en god idé, der kørte helt af sporet

Af Stina Willumsen

Lad mig gå til bekendelse med det samme: Jeg er tilhænger af sund mad i daginstitutioner. Men jeg er ikke tilhænger af den madordning, som med rette er under kraftig beskydning. Mit håb er dog, at vi kan få diskussionen tilbage på sporet. Alle børn skal have lige muligheder - også når det gælder sundhed og sund kost.

Madordningen blev måske født med de bedste intentioner, men er blevet et skræmmebillede på, hvordan sjusket lovarbejde, lappeløsninger og manglende vilje til at erkende sine fejl, kan få selv de bedste intentioner til at fremstå forkerte.

For det første fik madordningen en skæv gang på jord fra starten. I februar 2008 vedtog Regeringen og KL, at sund mad skulle være en del af kerneydelsen i daginstitutionerne fra årsskiftet. Man glemte dog at tage højde for rammerne for ordningen: Man koordinerede ikke med Fødevarestyrelsen hvilke krav, der skulle stilles til hygiejnen. Der var ikke taget højde for, at man de fleste steder skulle bygge nye køkkener, at medarbejdere skulle på hygiejnekurser, eller de øgede forbrugsafgifter til at drive industrikøkkener.

Oveni det skulle pengene til de sunde måltider findes gennem en helt ulogisk finansieringsmodel. Kommunerne skulle finansiere ordningen ved at hæve egenbetalingen fra 25 til 30 pct. Umiddelbart en teknisk detalje, som ikke burde betyde alverden. Problemet er bare, at der er stor forskel på, hvad en institutionsplads koster rundt om i landet. Derfor lå der tilsyneladende en indbygget logik i finansieringen om, at børn i de kommuner, som bedrev billige dagtilbud, spiser mindre end børn i kommuner med dyrere dagtilbud.

Endelig var den manglende stillingtagen til fripladser en latent udhuling af ordningen. Et paradoks, da mange af de børn, som er på økonomiske fripladser rundt om i kommunerne, sikkert var på lovgivernes nethinde, da de stemte ja til ordningen.

Usikkert grundlag
Herefter fulgte en tid, hvor Regeringen desperat forsøgte at lappe på madordningens mange medfødte børnesygdomme. Først lempede Fødevarestyrelsen kravet om forhåndsgodkendelse af køkkener. Dermed havde staten løst sit problem med hensyn til at indføre ordningen inden for den lovede tid.

Problemet var bare, at staten tørrede sit problem af på kommunerne, som ikke kunne få at vide, hvad et køkken skulle leve op til for at blive godkendt og dermed risikerede at bruge penge på at istandsætte køkkener, som efterfølgende så måske ikke kunne godkendes. I en tid med trange økonomiske tider var der ikke mange kommuner, der ligefrem stod i kø for at kaste penge ud på så usikkert et grundlag.

Samtidig begyndte den folkelige modstand også at vokse. På dette tidspunkt gik kritikken primært på, at der ikke var penge nok til at lave tilstrækkelig ordentlig mad. I forsommeren 2009 besluttede Regeringen derfor at give 400 mio. kroner via bloktilskuddet til kommunerne. Samtidig gav man også mulighed for vente med at indføre ordningen til 2011.

Sure madpakker
Men da var løbet allerede kørt og ordningens folkelige appel stendød. Den udbredte holdning hos mange forældre var, at man nu skulle betale mange penge for en ordning, som man ikke efterspurgte og som man samtidig betvivlede kvaliteten af.

Og hvor stiller det os så i dag? Sammenbrud er vel det mest dækkende ord. Vi har en minister, der er trængt op i et hjørne. En gruppe forligspartier, der forsøger at sende den sure madpakke videre til hinanden og kommuner, som river sig selv i håret over spildte ressourcer og manglende omtanke fra Christiansborg.

Et realistisk bud er idag, at ordningen i en eller anden udstrækning gøres frivillig. Spørgsmålet er så, om det skal være frivilligt for den enkelte kommune, den enkelte institution eller det enkelte barn? Alle tre scenarier indeholder store udfordringer for kommunerne.

Forskelle i sundhed
Dermed fristes man jo til helt at droppe idéen om fælles sund mad i daginstitutioner og fortsat lade det være op til forældre at sørge for sund kost til deres børn. I disse pro-madpakke-tider ville det letteste - og sikkert også mest politisk korrekte - være at skyde hele tankesættet bag til evigt hjørnespark.

Men tilbage står jo stadig, at debatten om sund kost til de mindste børn er vigtig. Vi er fortsat nødt til at diskutere hvordan vi tager hånd om de mest udsatte børn i vores samfund. Vil vi uden videre acceptere kæmpemæssige forskelle i børns sundhed? Har alle børn ikke ret til et sundt og nærende måltid mad?

Mit håb er derfor, at vi på en eller anden vis kan finde tilbage til kernen i diskussionen. Så frem for at erklære ideen om sund mad til de mindste børn for stendød, håber jeg at vi kan bevæge os mod en ny debat. Udover de mange fodfejl som jeg har opremset, er madordningens største problemer den ulogiske finansiering, og ikke mindst, at man slet ikke har lyttet til forældrene.

Så væk med tvang og bureaukrati. Lad os i stedet få en reel dialog mellem forældre og beslutningstagere om hvordan vi i fællesskab kan gøre det bedste for vores børn.

Stina Willumsen (SF), børn- og ungerådmand, Odense Kommune