dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Bjarne Overmark (Beboerlisten).

Sidste afgørelse i Randers­sag: Overmark fik ret

Økonomi- og Indenrigsministeriet afslutter sagen, hvor et skolestruktur-flertal ikke ville ud med dokumenterne: Byrådsmedlemmer har ret til sagsindsigt i udvalgsmateriale, der er endeligt godkendt i forvaltningen
22. DEC 2016 12.20

RANDERS: Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet selv er en afgørelse fra i dag den seneste i sagskomplekset fra Randers, hvor det politiske flertal ikke ville vise mindretalspolitikerne, hvad de havde gang i, op til en større strukturændring på skoleområdet i 2014.

Og daværende formand for Børn- og Skoleudvalget, Bjarne Overmark (Beboerlisten) har fået ret i den sag. I mellemtiden er han blevet afsat som udvalgsformand.

Som øverste kommunale tilsynsmyndighed har ministeriet konkluderet, at 'byrådsmedlemmer efter anmodning har ret til at se dokumenter, der i forvaltningen er endeligt godkendt til forelæggelse for et kommunalt udvalg eller for byrådet, inden dokumenterne udsendes.'

Ministeriet skriver videre, at 'Dokumenter, der på denne måde er godkendt til forelæggelse, har den endelige form, som den kommunale styrelseslovs § 9 kræver for, at dokumenterne er omfattet af byrådsmedlemmers ret til sagsindsigt. Retten til sagsindsigt kan ikke begrænses eller udskydes med henvisning til, at alle udvalgs- eller byrådsmedlemmer skal informeres om sagen samtidig.'

Bjarne Overmark havde klaget til ministeriet, der nu giver ham ret. ministeriet skriver:

'Økonomi- og Indenrigsministeriet har på den baggrund konkluderet, at Randers Kommune i august 2014 tilsidesatte den kommunale styrelseslovs § 9 ved at meddele et byrådsmedlem afslag på en anmodning om sagsindsigt i dokumenter til forelæggelse for kommunens børn- og skoleudvalg, som forelå i endelig form i forvaltningen.'

Generel udtalelse senere
Og at henvise udvalgsformanden til borgmesteren for at se papirerne går heller ikke:

'Økonomi- og Indenrigsministeriet har også konkluderet, at byrådsmedlemmet i sin egenskab af formand for Randers Kommunes børn- og skoleudvalg havde ret til efter anmodning at få forelagt de dokumenter til udvalget, der forelå i endelig form i forvaltningen, inden de blev udsendt, så han kunne forberede sig til udvalgsmødet. Der kan ikke stilles krav om, at en udvalgsformand skal rette sin anmodning om at se endeligt materiale til et udvalgsmøde til borgmesteren.'

Det fremgår, at udtalelsen ikke giver ministeriet anledning til at foretage mere i forhold til Randers Kommune, da materialet er offentliggjort.Og udtalelsen slutter således:

'Med denne udtalelse afslutter Økonomi- og Indenrigsministeriet behandlingen af en tilsynssag om byrådsmedlemmers ret til sagsindsigt i dokumenter om ændring af Randers Kommunes skolestruktur. Ministeriet afgav den 22. august 2016 en udtalelse i sagen om et byrådsmedlems ret til sagsindsigt i PowerPoints. Samtidig oplyste ministeriet, at det vil afgive en generel vejledende udtalelse til kommunerne om forvaltningens muligheder for at yde bistand til partier/lister og enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen. Denne generelle udtalelse forventes at foreligge i løbet af første kvartal 2017.'

Randers Kommune gør rede for, at 'Der var af forvaltningen tilrettelagt en offentliggørelsesproces for det samlede materiale. For at sikre at alle medlemmer af byrådet blev informeret samtidig, og da der dagen efter, den 13. august kl. 10, ville ligge færdigt og trykt materiale til alle byrådsmedlemmer, blev der givet afslag på indsigten. Der blev alene givet afslag på at give sagsindsigt den ene dag, hvor materialet var under klargøring. Det var en fejl.

- Ministeriet udtaler, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at Randers Kommune ikke lovligt kunne meddele Bjarne Overmark afslag på indsigt. Der er med andre ord begået en fejl, og det beklager vi, siger konstitueret kommunaldirektør Erik Mouritsen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/sidste-afgorelse-i-randers-sag-overmark-fik-ret

GDPR