
SJÆLLAND: Det er manglende tillid til én bestemt leder på Nykøbing F. sygehus, der er årsag til, at serviceassistenterne for anden gang på tre måneder er gået hjem i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det erfarer Folketidende.
Konkret skulle der være tale om, at medarbejderne har sendt et mistillidsvotum til stabschef Michael Værnhøj Jørgensen omhandlende én bestemt leder i stabschefens team.
Ifølge Folketidendes oplysninger har mere end halvdelen af serviceassistenterne skrevet under på mistillidsvotummet, der blev sendt til stabschefen, før han gik på ferie. Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Michael Værnhøj Jørgensen, der henviser til Region Sjællands presseafdeling. Folketidende har også forsøgt at få en kommentar fra den omtalte leder.
Fuld tillid
Folketidende har kontaktet vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Morten Ziebell, der udtaler sig på regionens vegne i denne sag.
På spørgsmålet om han er bekendt med, at der er fremsat et mistillidsvotum omkring en bestemt medarbejder, svarer han:
- Det har jeg ingen kommentarer til.
Det skulle være mere end halvdelen af serviceassistenterne, der har skrevet under, og det skulle være fremsendt til Michael Værnhøj, inden han gik på ferie, og da man ikke har hørt noget tilbage, er det derfor, man nu har nedlagt arbejdet?
- Det er et rigtig godt spørgsmål, men jeg kommer ikke til at kommentere den konkrete sag, fortæller Morten Ziebell til Folketidende.
Hvis der teoretisk var tale om et mistillidsvotum, vil du så forvente, at din stabschef informerer dig om det?
- Både og. Jeg har da fuld tillid til, at en chef på det niveau kan håndtere personalesager på det niveau. Så det forventer jeg ikke nødvendigvis.
Forventer du, at man tager hånd om det, inden man går på ferie?
- Det kommer an på, hvor lang tid sådan en sag har kørt, hvis vi taler i helt overordnede termer. Hvis det er noget, der kommer helt ud af det blå, og man skal tage sig af noget helt nyt og akut, så vil jeg forvente – det kommer an på opgaven – at man giver den videre til en anden ansvarlig. Men hvis det er noget, der har stået på gennem længere tid og er en kendt sag, så vil jeg ikke forvente, at man tog sig af det i sin ferie.
Ville du så forvente, at du blev informeret om, at der var sådan en sag, inden man gik på ferie?
- Det er meget hypotetisk. Det kommer an på, om det er min afdeling. Vi har forskellige afdelinger, vi er ansvarlige over for. Jeg synes, det var rimelig passende, men ikke et absolut krav, fortæller Morten Ziebell og fortsætter:
- Jeg vil sige, at jeg kommer ikke til at kommentere det konkrete, men man kan sige, at et sygehus består af ekstremt mange medarbejdere, og der er rigtig mange ledere. Og det er helt essentielt, at vi har tillid til hinanden. Og jeg har tillid til de medarbejdere, jeg har under mig, ellers så ville de ikke være her.
Nødberedskab
Strejken, der er overenskomststridig brød ud mandag eftermiddag og omfatter cirka 140 ansatte i Serviceafdelingen.
TV2 Øst skrev mandag, at et nødberedskab blev aktiveret efter arbejdsnedlæggelsen. Akutte patienter kunne fortsat behandles, som de plejer.
Den melding bekræfter vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Morten Ziebell tirsdag eftermiddag over for Ritzau.
- Indtil videre har vi via det nødberedskab kunnet tage os af alle vores patienter, så det er ikke gået ud over nogen patienter, siger han.
Han kalder situationen "alvorlig", men siger også, at nødberedskabet vil kunne opretholdes "i rimelig lang tid".
Hvad angår arbejdsnedlæggelsen, henviser han til den dialog, der foregår mellem fagforeningerne og Danske Regioner.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.