Mere end hvert fjerde barn modtager undervisning uden for den almene folkeskole. Samtidig er andelen af børn, der går på fri- og privatskoler, stigende.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af de senest tilgængelige data fra 2024 fra Danmarks Statistik og Uddannelsesstatistik.dk.
Troels Lund Jensen, der er chefanalytiker hos AE, mener, at folkeskolen risikerer at miste sin nuværende status.
- Når flere elever vælger folkeskolen fra, enten fordi de ikke trives, eller fordi forældre foretrækker private skoletilbud, så er der risiko for, at folkeskolen mister sin status som det naturlige skolevalg, siger Troels Lund Jensen i en pressemeddelelse.
I 2024 var andelen af børn, der modtog undervisning fra 0. til 9. klasse uden for folkeskolen, på 26 procent. Det er ifølge AE historisk højt. Det er en stigning på 6,5 procentpoint i forhold til 2008.
Analysen viser, at især børn fra de rigeste familier i højere grad bliver sendt på privatskole.
Økonomi presses af specialtilbud
AE's chefanalytiker mener, at der skal investeres i folkeskolen, for at den kan leve op til nuværende krav og behov.
- Når de rigeste vælger at sende deres børn i private skoler, kan det være et udtryk for, at folkeskolens kvalitet ikke opleves at være høj nok. Samtidig peger stigningen i specialtilbud på, at den almene folkeskole har svært ved at indfri de støttebehov, som nogen elever har brug for, siger Troels Lund Jensen.
Børn fra lavindkomstfamilier modtager ifølge analysen i højere grad end tidligere undervisning i specialklasser eller på specialskoler. Blandt den fattigste femtedel modtager hvert tiende barn et specialtilbud.
- Det viser, at kommunerne er villige til at hjælpe de børn, der har behov for et undervisningstilbud uden for den almene undervisning.
- Men udviklingen sætter folkeskoleøkonomien under pres, fordi specialtilbud er markant dyrere end almenundervisning, siger Troels Lund Jensen.
AE er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut. I samarbejde med blandt andre fagbevægelsen udgiver tænketanken analyser, rapporter og økonomiske analyser.
AE skriver på sin hjemmeside, at den arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














