FREDENSBORG: Det er ellers umiddelbart en god nyhed. Fredensborg Kommune har via finansloven for 2026 fået 12,6 mio. kr. til mere pædagogisk personale og lavere forældrebetaling.
Problemet er bare, at det beløb ikke matcher de udgifter, kommunen får til at ansætte 24 pædagoger, samtidig med at indtægterne fra forældrebetaling falder.
- Som udgangspunkt er det jo rigtig, rigtig positivt, at regeringen med finansloven har løftet dagtilbudsområdet. Det tror jeg, vi alle sammen er glade for – også her i Fredensborg Kommune, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) til Sjællandske Nyheder.
Det vil koste kommunen ca. 11 mio. kr. årligt at ansætte de 24 ekstra pædagogiske medarbejdere, og sammen med bl.a. den mistede indtægt fra forældrebetaling vil kommunen få en samlet merudgift på cirka 19,6 millioner årligt, fremgår det af referatet fra det seneste økonomiudvalgsmøde.
- Hvis vi skal finansiere de 24 årsværk, og forældrebetalingen bliver sat ned, så mangler vi finansiering for cirka syv millioner kroner, konkluderer borgmesteren.
Han gør over for lokalmediet klart, at han sætter sin lid til økonomiaftalen mellem KL og staten senere i år, så Fredensborg kan blive kompenseret fuldt ud. Alternativt kommer de manglende millioner til at indgå i budgetforhandlingerne i kommunen.
KL advarede i efteråret
Finansloven for 2026, der i oktober 2025 blev indgået aftale om mellem SVM-regeringen og Konservative, afsatte bl.a. 1,6 mia. kr. til bedre og billigere dagtilbud. Som led heri skal forældrebetalingen bringes ned med i gennemsnit ca. 3.200 kr. årligt pr. barn, ligesom der skal være flere medarbejdere i dagtilbuddene ved at pille lederne ud, når der regnes på minimumsnormeringerne.
Allerede dengang advarede KL-formand Martin Damm (V) om, at regnestykket ikke gik op.
Cirka 2.900 ledere skulle ikke længere tælle med i normeringen. Men de penge, der fulgte med, kunne ifølge KL kun finansiere ansættelse af 1.400 ekstra personer.
- Det betyder jo i al sin enkelhed, at der mangler penge til at ansætte 1.500 personer. Og derfor vil kommunerne få problemer med at leve op til kravene i loven om minimumsnormeringer, sagde Martin Damm og forudså, at kommunerne vil blive nødt til at spare på andre områder.
Senere har også borgmestrene i Esbjerg og Fredericia kritiseret regeringen for ikke at sende tilstrækkelig finansiering med børnepakken ud til kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















