En stribe borgmestre advarer i dag i Jyllands-Posten om, at regeringens børnepakke er underfinansieret og kan presse andre velfærdsområder. Ifølge mediet mangler seks kommuner mellem 3,3 og 11 mio. kr. i 2026 og 2027 for at kunne indfri løftet om lavere forældrebetaling og flere pædagoger.
- Det er fuldstændig afgørende, at finansieringen skal følge med, ellers må vi skære ned på folkeskolen, ældre- eller socialområdet, siger Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), mens parti- og borgmesterkollegaen i Fredericia Peder Tind kritiserer regeringen for ikke at "stå på mål for finansieringen", når den søsætter en ny lovgivning.
Børnepakken var en del af finansloven for 2026, som regeringen i oktober indgik forlig om med De Konservative. Der blev afsat 1,6 mia. kr. til bedre og billigere dagtilbud, og som et led heri skulle forældrebetalingen bringes ned med i gennemsnit ca. 3.200 kr. årligt pr. barn, ligesom der blev varslet flere medarbejdere i dagtilbuddene ved at pille lederne ud, når der regnes på minimumsnormeringerne.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har over for Jyllands-Posten afvist at svare på uddybende spørgsmål. Han skriver i en mail, at det er normalt, at kommuner og regering vurderer økonomien forskelligt, men at der er aftalt opfølgning på forældrebetalingen i 2026.
Det nye lovkrav, hvor pædagogiske ledere udgår af normeringsopgørelsen, og den maksimale forældrebetalingsandel sænkes, træder i kraft 1. januar 2027.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











