AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Skoler vælger blyant og papir over skærm

Skoler oplever, at skærmene påvirker elevers evne til at koncentrere sig om undervisningen. 

GENTOFTE: På Tranegårdsskolen i Hellerup er det kladdehæfter og blyanter, der hives frem, så snart undervisningen går i gang. For halvandet år siden besluttede skolen at pakke elevcomputerne væk i undervisningen, fordi lærerne oplevede, at eleverne ikke kunne koncentrere sig, skriver DR.

- Eleverne sad og spillede, shoppede og var på Ønskeskyen. Og de elever, der ikke havde en computer, blev også forstyrret af det, der foregik på de andres skærme, siger Louise Lund, der er klasselærer for 7.A.

Ikke nok med, at eleverne har mere fokus på undervisningen – skolen oplever også, at de er mere nærværende: "Jeg har bedre kontakt til dem, når jeg kan se dem i øjnene, og de lærer på en anden måde nu. Det, de skriver ned, husker de bedre, end hvis de skriver på en computer," siger Louise Lund.

Skærme ud af skolen

Tranegårdskolen er ikke alene om at fremme brugen af papir og blyanter. Gennem de senere år har flere kommuner afsat flere penge til fysiske bøger eller minimeret brugen af skærme i undervisningen.

Heriblandt er Odder Kommune, der i sin tid var den første kommune til at indføre tablets og computere i både børnehaver og skoler. Den ordning droppede kommunen igen for hele indskolingen i starten af 2025.

- Vi havde en forhåbning om, at eleverne først og fremmest skulle være producenter af digitalt materiale, men vi må erkende, at de i overvejende grad er blevet modtagere af digitalt materiale, sagde Henrik Schou, skole- og dagtilbudschef i Odder Kommune, dengang til DK Nyt.

Kommunen oplevede, at der var klare positive effekter ved brugen af personlige tablets og computere i undervisningen, men også, at eleverne var mere på sociale medier og andre hjemmesider end først håbet.

- Selvom vi har haft alverdens restriktioner for, hvad de måtte og ikke måtte, må vi erkende, at eleverne er blevet digitalt meget kompetente og derfor kan finde genveje til at tilgå for eksempel Facebook eller Snapchat, forklarede han.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/skoler-vaelger-blyant-og-papir-over-skaerm

GDPR