dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fra nu af kan borgere i hovedstaden følge ambulancen på telefonen. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ambulancer i hovedstaden kan nu følges på telefonen

Region Hovedstadens borgere får mulighed for at se, hvor langt ambulancen er fra dem, mens de venter.
6. AUG 2025 10.19

HOVEDSTADEN: Akut syge og tilskadekomne borgere i Region Hovedstaden – eller måske snarere deres pårørende – kan fremover følge ambulancen på telefonen under udrykning. Det skriver Region Hovedstadens Akutberedskab på det sociale medie X.

Borgere vil modtage en sms med et link til tjenesten, hvis man har ringet 112.

Det nye tiltag skal være med til at give mere tryghed til borgere i nød, siger direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab Thomas Reimann.

- Det giver en stor tryghed for borgere, der ringer og har akutte behov, at de ved, hvornår ambulancen kommer.

Tjenesten blev sat i gang tirsdag og gælder kun for såkaldte A-kørsler, der er ved de mest akutte tilfælde. Det oplyser akutberedskabet til Ritzau.

Det skyldes, at ambulancer ved mindre akutte tilfælde kan blive omdirigeret, hvis der er en mere akut udsat borger tættere på.

Håb om udvidelse

Forhåbningen er dog, at det kan udvides til også at omfatte ikke akutte udrykninger, siger Thomas Reimann.

- Vi er startet med de akutte kørsler, hvor disponeringen ikke er så kompleks. Der sender vi bare den nærmeste ambulance afsted. Vi håber, at det kan udvikles, så det kan bruges til ikke akutte kørsler, hvor der også er behov for tryghed.

Man vil på tjenesten ikke kunne se ambulancens præcise placering, men blot en blå ring, der bliver mindre, i takt med at ambulancen nærmer sig.

Og det er primært af hensyn til sikkerhed for personalet i ambulancen, forklarer beredskabsdirektøren.

- Der kunne være folk, der har onde hensigter i forhold til vores akutberedskab, og derfor viser vi ikke den præcise rute. Så må vi se, om vi kan gøre det anderledes, når vi har gjort os nogle flere erfaringer, konkluderer Thomas Riemann.

Der er indtil videre 46 borgere, der har anvendt tjenesten.

I første kvartal af 2025 nåede 99 procent af alle A-kørsler, det vil sige akutte ambulancekørsler, i hovedstaden frem til borgeren inden for 15 minutter.

Det skrev Region Hovedstadens Akutberedskab i en pressemeddelelse den 30. maj. 

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ambulancer-i-hovedstaden-kan-nu-foelges-paa-telefonen

GDPR