Det skal være mere attraktivt at bo og arbejde uden for de store byer i Danmark.
Det mener Danmarksdemokraterne, der tirsdag præsenterer en lang række tiltag for at styrke landdistrikterne.
Konkret vil partiet afsætte godt 12 milliarder kroner til formålet, hvor man vil investere i bedre uddannelsesmuligheder, transport og et bedre erhvervsliv i landdistrikterne.
- Danmark er ved at knække over. Vi er det eneste parti, der reelt vil gøre noget for, at man kan leve, bo, arbejde og uddanne sig i hele landet, siger formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg.
6 af de 12 milliarder skal bruges på at sænke afgiften på benzin og diesel i 2026. Størstedelen af de resterende seks milliarder er årlige omkostninger.
Her vil man bruge 1,5 milliarder på afskaffelse af kilometerafgiften for lastbiler og knap 1 milliard på at afskaffe flyafgiften.
Udviklingsbistand og diplomati
Danmarksdemokraternes forslag skal finansieres ved at skære 6,5 milliarder kroner i udviklingsbistanden, som blandt andet også Venstre har foreslået.
Man vil desuden skære en milliard i udenrigstjenesten, der er en samlet betegnelse for det danske diplomati.
- Jeg mener ganske enkelt, at der bliver brugt alt, alt for mange penge på Udenrigsministeriets område. Lars Løkke Rasmussen (M) kan jo nærmest ikke se et afrikansk land, før han banker en ambassade op.
Udenrigstjenesten havde i 2025 et budget på 2,7 milliarder kroner, og med Danmarksdemokraternes forslag vil over en tredjedel af bevillingen ryge.
Inger Støjbjerg kan ikke svare præcist på, hvor mange stillinger og ambassader der skal nedlægges som følge af forslaget.
- Men jeg mener bestemt, at der er nok at fyre af, siger partiformanden.
De seks milliarder kroner i engangsudgifter til at sænke afgiften på benzin og diesel i 2026 kommer fra en skrottet togbro over Vejle Fjord.
Landdistrikts-filter
Foruden at lempe en række afgifter vil Danmarksdemokraterne også sætte penge af til at bevare landsbyskoler og gøre det nemmere at købe en bolig i landdistrikterne.
Partiet lægger også op til, at man skal indføre et obligatorisk "landdistrikts-filter".
- Vi vejer altid, hvordan vores politik påvirker balancen mellem land og by. Det kunne ministerierne godt lære noget af, siger partiets politiske ordfører, Susie Jessen.
Danmarksdemokraterne vil kræve, at man med al ny lovgivning skal vurdere dets konsekvens for landdistrikterne.
Ved pressemødet tirsdag fremhæver partiet også, at man vil flytte 10.000 statslige arbejdspladser væk fra de store byer. Det kan blandt andet være Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, nævner Inger Støjberg.
/ritzau/
13.20 opdateret med flere detaljer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












