
RANDERS / AARHUS: Randers Byråd har i dag besluttet at ansætte den 53 årige Hans Nikolaisen som ny kommunaldirektør i Randers Kommune med tiltrædelse 1. oktober. Hans Nikolaisen har de seneste 12 år fungeret som vicedirektør og økonomichef i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.
Byrådet godkendte valget af kandidat til posten på et ekstraordinært byrådsmøde mandag 29. august. Dermed bliver det muligt for Hans Nikolaisen at tiltræde i sit nye job 1. oktober.
Hans Nikolaisen kommer fra en stilling som vicedirektør/økonomichef i Borgmesterens afdeling i Aarhus kommune, hvor han også har været fungerende stadsdirektør i 2008. Hans Nikolaisen har gennem mange år deltaget i direktørgruppen i Aarhus Kommune og har også prøvet kræfter med konsulentbranchen i en kort periode.
- Jeg ser meget frem til at begynde. Jeg opfatter Randers Kommune som en særdeles spændende østjysk vækstkommune. Jeg har altid haft et godt øje til udviklingen i Randers. Det er en kommune, som set udefra er kommet særdeles vellykket ind i sammenlægningen til den nye stor-kommune. Jeg ser det som mit job som kommunaldirektør sammen med direktion og byråd at fortsætte et flot arbejde med at omstille fra industriby til en moderne by med et varieret erhvervsliv, spændende fritids- og kulturtilbud samt veludviklede servicetilbud til borgerne, siger Hans Nikolaisen, som også glæder sig over at tiltræde i et af de mest naturskønne områder i landet.
Hans Nikolaisen har stor erfaring med politisk rådgivning, Han har i 12 år fungeret som sparringspartner for tre forskellige borgmestre i Aarhus i forhold til kommunens generelle økonomi og større planlægningssager. Samtidig har han stor erfaring som offentlig leder på højt niveau og et solidt kontaktnet inden for den kommunale verden både på landsplan og regionalt. F.eks. er han medlem af en række af KLs faglige udvalg og rådgivningsudvalg på Aarhus Universitet.
Hans Nikolaisen overtager efter Erik Mouritsen, der har været konstitueret kommunaldirektør siden 1. april 2011, hvor tidligere kommunaldirektør Bent Peter Larsen fratrådte. Erik Mouritsen kan herefter koncentrere sig om sit job som direktør for Sundhed og Ældre i Randers Kommune.
FAKTA:
Hans Nikolaisen er født og opvokset i Grenaa og bor i Skødstrup nord for Aarhus sammen med sin hustru. Sammen har parret tre voksne børn. Hans Nikolaisen har siden juni 1999 været vicedirektør/økonomichef i Borgmesterens afdeling i Aarhus Kommune. Han var i 2008 konstitueret som stadsdirektør i Aarhus, og har før da arbejdet som kontorchef på budgetkontoret i Borgmesterens Afdeling. Karrieren ved Aarhus Kommune begyndte tilbage i 1986 på Planlægningskontoret i Borgmesterens Afdeling i Aarhus.
I sin fritid nyder Hans Nikolaisen at løbe, være i naturen og tager årligt på skiferie. Derudover tilbringer han tid med sin familie og i andelsboligforeningen i Skødstrup, hvor han bor.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.