Overenskomstforhandlingerne snegler sig afsted, mens tiden er ved at løbe ud

Af Morten Uhrenholdt

Det er snart tre måneder siden, overenskomstforhandlingerne for de kommunalt ansatte officielt begyndte med den formelle udveksling af parternes krav. Det skete 22. november 2010.

I dag - 11. februar - er der ikke sket ret meget. I hvert fald ikke i de overordnede forhandlinger mellem KL og de ansattes forhandlingsfællesskab KTO. Og der er kun en uge til, at det afsluttende forhandlingsmøde mellem topforhandlernen der er er aftalt, skal indledes - 18. februar.

Reelt er der ikke sket meget - i hvert fald ikke hvis man ser på resultaterne. Og nogle af resultaterne må man sætte i anførelsestegn. Dels er de afhængige af, at der kommer et samlet resultat, som parterne kan underskrive, i hus. Og dels er nogle af resultaterne, at man opgiver at løse dem i de centrale forhandlinger og henviser til forhandling med enkelt-organisationerne. Det gælder f.eks. det centrale spørgsmål om lokalløn.

Så sent som i sidste uge måtte parterne aflyse det aftalte forhandlingsmøde mellem KL og KTO. Det skulle have fundet sted fredag 4. februar og der var aftalt forhandlinger om bl.a. ligestilling og barsel. Men de forberedende forhandlinger på embedsmands-niveau var ingen steder nået, og der var ingen mening i, at parternes topforhandlere mødtes.

Parterne står med andre ord langt fra hinanden på en lang række punkter. Det erkender de i diverse udtalelser. Alligevel afviser de ihærdigt, at forhandlingerne skulle være gået i stå.

Og ser man på, hvad der så er opnået enighed om,  ser det beskedent ud. Der er opnået enighed om at opretholde de såkaldte seniordage i en let ændret form. Der er opnået enighed om at give tillidsvalgte et lidt længere opsigelse i tilfælde af afskedigelser som følge af besparelser (arbejdsmangel). Og endelig er der aflalt visse ændringer af MED-systemet.

Hele spørgsmålet om økonomi og løn er der tilsyneladende ikke taget hul på. Det har på forhånd ligget klart, at de offentligt ansatte 'skylder', fordi reguleringsordningen har givet så store lønstigninger, at man er kommet foran det private arbejdsmarked. Og det skal rettes op.

Friere tøjler
KL har i sine krav talt med store bogstaver om, at man ønsker friere tøjler til at lønnen i højere grad kan aftales lokalt mellem chef og medarbejder - uden indblanding af organisationer eller tillidsfolk. Og der skal ingen garanti være for, at arbejdsgiverne i den sidste ende har udmøntet så og så meget i lokalløn.

Det er selvsagt ikke tanker, der modtages med begejstring i fagbevægelsen, og alle organisationer har på forhånd sagt fra på dette punkt. Også her er de overordnede forhandlinger gået ualmindelig trægt, og parterne står rigtig langt fra hinanden. Så langt, at der mellem KL og KTO er aftalt enighed om, at det spørgsmål kan man ikke løse. Spørgsmålet om lokalløn er henvist til forhandlinger mellem KL og de enkelte organisationer.

Det er selvfølgelig også en slags resultat. Men det er jo ikke en ønskesituation for et forhandlingsfællesskab som KTO.

Der er tilsyneladende ikke aftalt nogen økonomisk ramme for lønnen i næste overenskomstperiode. De enkelte organisationer på området - FOA, Socialpædagogerne, HK Kommunal osv. - har beskedne forventninger, men har alle erklæret, at de vil kæmpe for, at medlemmerne kan bevare reallønen. Om det er muligt for dem, ved ingen her mindre end en måned før forhandlingerne efter de aftalte planer skal være afsluttet.

Rammer mangler
Langt de fleste af de resultater, som organisationernes medlemmer får at mærke i hverdagen, aftales i forhandlinger mellem KL og de enkelte organisationer. Men det normale er, at for at dét kan lykkes, så skal de overordnede forhandlinger have sat rammerne og aftalt de 'ideologiske' ændringer, der gælder alle. Netop f.eks. samarbejdssystem, barselsregler, ligeløn, evt. økonomiske rammer for lokalløn o.lign. 

Og så selvfølgelig den overordnede økonomisk ramme. Det er altså ikke sket, og flere af enkeltorganisationerne har tydeligt udtrykt utilfredshed og utryghed ved trægheden i de politiske forhandlinger. Og givet udtryk for, at det er vanskeligt at forhandle enkelt-overenskomster, når KL-KTO forhandlingerne ikke rigtig kan fremvise resultater. 

Som skrevet, så afviser både KL's topforhandlere og KTO-formanden, at forhandlingerne skulle være gået i stå. Men der bliver godt nok mange emner at få på plads på det sidste politiske forhandlingsmøde 18. februar. Der skal både aften og nat som minimum tages i brug.

Det har fået organisationerne til at forudse en meget 'smal' aftale. D.v.s. en afsluttende aftale, hvor meget få af parternes ønsker er blevet opfyldt. Og hvor KTO-formand Anders Bondo ikke ser ud til at bekymre sig alvorligt over forløbet af forhandlingerne, så har han fået sig en anden bekymring.

Efterlønsdebat og urafstemning
Han er blevet nervøs for, om den ophedede efterlønsdebat sammen med de mange fyringsrunder i kommunerne gør det ekstra vanskeligt, at få 530.000 kommunalt ansatte til at stemme ja en ny overenskomst hjem. Det er ikke første gang, der er urafstemning om overenskomster i en politisk turbulent periode. Anders Bondo sagde for nogle dage siden til Berlingske Tidende:

- Men situationen er langt mere ekstrem nu. Vi står i en svær situation, for på den ene side skal vi overbevise medlemmerne om at stemme et forlig hjem, der bliver meget smalt. På den anden side kan vi jo ikke bare sidde med hænderne i skødet og fortælle dem, at de skal acceptere hundredvis af fyringer, som rammer deres kollegaer på især sundheds- og undervisningsområdet, siger altså Anders Bonde.

Forhandlingerne skal være afsluttet med udgangen af februar. Vælger parterne at afgive konfliktvarsel, skal det nemlig ske pr. 1. marts. Desuden skal der være tid til at organisationerne kan afholde urafstemning blandt de ca. 530.000 medlemmer.  

Kommer der et forhandlingsresultat til tiden, og skulle medlemmerne gå hen og forkaste det, så er der ingen ny overenskomst på det kommunale område 1. april - og overhængende risiko for konflikt.