
Af Morten Uhrenholdt
Overenskomstforhandlingerne mellem KL og KTO samt de underliggende forhandlinger med enkelt-organisationer fortsætter på embedsmandsniveau.
De politiske forhandlinger KL-KTO måtte afbrydes fredag 14. januar. Embedsmands-forhandlinger om aftenen og natten til lørdag førte ikke til noget, så den aftalte fortsættelse af de politiske forhandlinger om lørdagen blev aflyst. Siden har embedsmændene haft en række såkaldte sekretariats-forhandlinger, og KL har nu udsendt en status, der signalerer behersket optimisme.
Det var tre emner, der skilte parterne i weekenden 14.-15. januar: Seniordagene, MED-systemet og tillidsmandsbeskyttelsen. Og tilsyneladende er sekretariats-forhandlingerne endnu endt med håndfaste resultater. Det hedder i det seneste nyhedsbrev fra KL, 'Nyt om O.11':
'...KL og KTO har arbejdet sig så langt frem mod enighed om kravene som muligt. Det er endnu uafklaret, om det er muligt at runde disse krav af politisk inden for den nærmeste fremtid, eller om en politisk stillingtagen til disse krav afventer en samlet stillingtagen til slut i forhandlingsforløbet.'
Og det er lige nøjagtigt det sidste, der skaber en del frustrationer i organisationerne, der oplever at alle forhandlinger om enkelt-organisationernes overenskomster strander, fordi de overordnede forhandlinger går så trægt.
Konfliktberedskab køres i stilling
Socialpædagogerne har på det seneste forhandlet med både Danske Regioner og med KL, og formanden, Benny Andersen, er tydeligt frustreret. Det fremgår af hans overenskomst-blog på Socialpædagogernes hjemmeside:
'At tingene lige nu går meget langsomt, og at vi er flere uger bagud, ja - det betyder jo, at vi får ekstra travlt i februar, hvor de næste KTO-forhandlinger finder sted. Og det betyder også, at de forhandlinger, vi har om vores egne overenskomster, ikke rører sig meget ud af stedet. Det er jo svært at komme videre dér, når der ikke er sket noget på de overordnede og generelle forhandlinger.'
Socialpædagogerne har nu sat gang i sit konflikt-beredskab - d.v.s. først og fremmest at orientere medlemmerne om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af konflikt. Samtidig skal forbundets hovedbestyrelse træffe beslutninger om konfliktstøtte, hvilke områder der evt. skal udtages m.v.
Socialpædagogerne understreger dog, at det vil være mod forventning, hvis det ender med konflikt. Det formuleres i en orientering til medlemmerne således:
'Det skal her understreges, at både forbundet og KTO går efter en forligsmæssig løsning på overenskomstforhandlingerne.'
Frustreret FOA-formand tog på skiferie
Også FOA-formand og KTO-forhandler Dennis Kristensen er tilsyneladende frustreret. I sidste uge oplevede han, at der blev lagt op til politiske forhandlinger mellem Danske Regioner og KTO, og embedsmændene tilkaldte de politiske top-forhandlere. Men det kom der ikke noget ud af. Embedsmændene kunne ikke nå længere, og mange timers venten var for Dennis Kristensen forgæves. Han skriver i sin OK-dagbog:
'Hvorfor Danske Regioners sekretariatsfolk tidligt på aftenen vurderede, at det ville give mening, at vi blev og afventede, at regionernes chefforhandler blev tilkaldt, står for mig stadig hen i mørket.'
'Kombinationen af, at KL-området svømmer, og at Danske Regioners område fredag aften viste sig at svømme lige så meget, er imidlertid, at der næppe sker noget af betydning, før det næste egentlige forhandlingsmøde med henholdsvis KL og Danske Regioner.'
Dét møde ligger først 4. februar, så meget tidligt lørdag morgen drog Dennis Kristensen på skiferie.
Vi når det hele
KL er i sit nyhedsbrev ikke enig med organisationerne i KTO om, at forhandlingerne er meget forsinket:
'FOA's formand Dennis Kristensen har i sin dagbog bl.a. skrevet, at vi er langt bagud med forhandlingerne, og har sået tvivl om vi kan nå alle forhandlingerne inden udgangen af februar. Den vurdering er KL ikke enig i. Set med KL's øjne er der ingen grund til bekymring af den årsag. Vi følger stort set forhandlingsplanen, og vi skal nok nå det hele.'
Udover de punkter, hvor forhandlingerne endnu ikke har ført til resultater, så tager parterne fat på nye emner på det politiske forhandlingsmøde 4. februar. Det drejer sig om ligestilling, barsel og socialt kapitel.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.