NYBORG: Ankestyrelsen har bedt Nyborg Kommune om at genoptage behandlingen af en sag og træffe en ny afgørelse om aktindsigt, fremgår det af en udtalelse fra styrelsen sendt til kommunen. Ankestyrelsen mener ikke, at kommunen kan afvise fuld aktindsigt med den begrundelse, der er blevet givet.
Kommunen havde kun givet delvis aktindsigt i et referat fra et møde i kommunen den 23. september med den begrundelse, at der var tale om personoplysninger i en personalesag. Nogle oplysninger i referatet var derfor overstreget. Anmodningen om aktindsigt i en korrespondance mellem kommunen og en unavngiven vedrørende kulturanalysen lavet i kommunen fra 1. juni 2022 blev imødekommet.
Anmodningen om at se de personlige oplysninger i referatet var begrundet i det såkaldte meroffentlighedsprincip, der skulle medføre, at der ikke kunne undtages så store dele af referatet, "da det har offentlighedens interesse at kende til forhold omkring muligt datalæk i forbindelse med den ansattes arbejde."
En klage over den delvise aktindsigt blev den 17. november behandlet af Nyborg Kommune og genvurderet med samme konklusion: "Store dele af mødereferatet er undtaget fra aktindsigt ved overstregning i medfør af offentlighedslovens § 33, nr. 5, jf. § 21, stk. 2 og 3, da der er tale om personoplysninger, der indgår i en personalesag," vurderede kommunen, der dermed fastholdt afgørelsen og videresendte den til behandling i Ankestyrelsen.
Ankestyrelsens afgørelse
Ankestyrelsen vurderer, at Nyborg Kommune ikke kunne undtage oplysninger med den anførte begrundelse, bl.a. fordi det pågældende mødereferat både er journaliseret på en personalesag og en generel sag. Nyborg Kommune har alene henvist til, at oplysningerne er undtaget fra aktindsigt, fordi der er tale om personoplysninger, der indgår i en personalesag. Men der mangler en væsentlig vurdering, mener styrelsen:
"Nyborg Kommune ses således ikke at have foretaget en konkret vurdering af, om den ansattes interesser vil lide skade, hvis samtlige eller nogle af de undtagne oplysninger udleveres."
Ankestyrelsens opfattelse er, at visse af de undtagne oplysninger i referatet ikke kan karakteriseres som oplysninger om enkelte ansattes forhold. Derudover vurderer styrelsen, at Nyborg Kommune ikke var berettiget til at give afslag på meroffentlighed med den anførte begrundelse.
På den baggrund skal Nyborg Kommune altså genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, lyder det fra Ankestyrelsen med tilføjelsen: "Vi har ikke taget stilling til, om kommunen kunne undtage oplysningerne med en anden begrundelse."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.