AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Fredag og i weekenden fortsætter regeringsforhandlingerne, hvor Venstre-formand Troels Lund Poulsen i øjeblikket er kongelig undersøger.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre skifter kurs og bakker op om et nationalt sprøjteforbud

Forud for lørdagens politiske forhandlinger med bl.a. Socialdemokratiet har Venstre bøjet sig.
16. MAJ 2026 8.17

Lørdag forhandler den kongelige undersøger Troels Lund Poulsen (V) med De Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet

Forud for forhandlingerne har Venstre skiftet kurs og støtter nu et nationalt sprøjteforbud. Det står klart efter et pressemøde med partiformand Troels Lund Poulsen fredag eftermiddag.

Pressemødet afholdes i forbindelse med de igangværende regeringsforhandlinger, hvor formanden i sidste uge blev udpeget som kongelig undersøger - altså den person, der skal afsøge muligheden for at danne en regering.

- Jeg er også villig til at bøje mig. Der er rigtig mange partier, der gerne vil sikre rent drikkevand. Det er ikke kun ét parti. Det vil alle partier, siger Troels Lund Poulsen.

Rent drikkevand var et varmt emne under valgkampen. Her lød det fra flere partier, herunder Socialdemokratiet, at de ønskede et nationalt sprøjteforbud i grundvandsdannende områder.

Det var dog ikke ønsket hos Venstre. Næstformand Stephanie Lose sagde til Jyllands-Posten, at partiet ville bruge den grønne trepart og frivillige aftaler med landmænd til at sikre rent drikkevand i Danmark.

- Den grønne trepart er i virkeligheden den mest effektive motor til at få det her til at ske, sagde hun.

Men nu støtter partiet altså et nationalt sprøjteforbud, siger Troels Lund Poulsen.

- Jeg er af den opfattelse, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores drikkevand. Det har jeg sagt hele valgkampen igennem.

- Nu siger jeg så, at et nationalt sprøjteforbud, det er en prioriteret opgave, som Venstre også kommer til at støtte, lyder det fra Venstre-formanden fredag.

Glæde hos De Konservative

Udmeldingen har vakt begejstring hos partiformand for De Konservative og blå kollega Mona Juul. Det udtrykker hun i et opslag på X.

- Sprøjteforbuddet bliver til noget. Nemlig! Og selvfølgelig. For vi skal passe på vores drikkevand, skriver hun og tilføjer:

- Ja, jeg er ret vedholdende, når det gælder drikkevand. For jeg er grøn før, under og efter valget.

Partiet var det eneste parti i den borgerlige blok, der gik til valg på indføring af et nationalt sprøjteforbud.

Troels Lund Poulsen blev fredag i sidste uge udpeget som kongelig undersøger, efter at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fredag hev stikket ud på fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger.

Hun havde i omkring seks uger forgæves forsøgt at danne en centrum-venstre-regering.

De indledende forhandlinger med Troels Lund Poulsen i spidsen fandt sted mandag og tirsdag.

Torsdag meddelte han så i et opslag på Facebook, at han vil invitere Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative, De Radikale og Moderaterne til yderligere forhandlinger.

De fortsatte fredag med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, oplyste Venstre torsdag. Efter lørdagens forhandlinger med Socialdemokratiet, De Radikale og og Dansk Folkeparti følger søndag forhandlinger med De Konservative og Moderaterne.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/venstre-skifter-kurs-og-bakker-op-om-et-nationalt-sproejteforbud

GDPR