Vinteren har været ualmindelig våd og regnfuld. Det har givet store problemer i mange dele af landet med oversvømmelser. Miljøminister Lea Wermelin (S) opfordrer nu kommunerne via KL til at mødes og komme med deres idéer til, hvad der kan gøres.
Det skal de, så regeringen kan tage deres erfaringer med i en klimatilpasningsplan, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg har hørt fra mange kommuner over hele landet, og jeg har allerede mødtes med en række borgmestre om oversvømmelser. Men det er vigtigt, at vi får samlet kommunernes erfaringer med barrierer for klimatilpasning oven på den seneste tid. Derfor vil jeg mødes med KL og borgmestre, som er klimaramte, for at høre deres forslag, skriver miljøministeren.
Torsdag kaldte KL på mere handling fra ministeren. Et lille skridt er taget efter en teknisk barriere for finansiering af klimatilpasning sidste uge blev fjernet.
- Vi må se i øjnene, at der skal andet og mere til, hvis vi skal sikre Danmark til fremtidens klima. Der er behov for klare og ensartede regler på området - uanset, hvor vandet kommer fra. Lige nu er det alt for uklart, hvem der har ansvaret. For eksempel mangler der lovgivning vedrørende stigende grundvand, skrev formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg, Jacob Bjerregaard (S), torsdag.
KL skrev i samme ombæring, at der er behov for mere finansiering til både borgere og kommuner samt ikke mindst en forøgelse af det anlægsloft, der sætter rammer for, hvor meget kommunerne må bruge på byggeri og anlæg.
Miljøminister Lea Wermelin varsler i pressemeddelelsen en 'national plan for klimatilpasning'.
- Danmark vil i fremtiden stå over for større udfordringer med voldsommere vejr og stigende vandstande. Det kræver nye værktøjer. Vi er i gang med grøn jordfordeling og pilotprojekter til forbedring af klimafølsomme vandløb, skriver ministeren.
Ritzau
Opdateret 07.46
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.