KL vil have klimafonde, miljøzoner og solceller
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

KL vil have klimafonde, miljøzoner og solceller

KL kommer nu med to klimaudspil. Det ene indeholder 48 konkrete anbefalinger til kommunernes klimaindsatser, mens det andet præsenterer løsningsforslag for klimatilpasning.

Kommunerne er centrale i klimakampen. Sådan lyder det simple budskab fra KL, der med to nye klimaudspil vil tage en endnu mere central rolle i netop den kamp. 

Det to klimaudspil er orienteret mod henholdsvis kommunernes klimaindsats og nedsættelse af CO2 og indeholder 48 konkrete anbefalinger, mens det andet udspil sigter mod løsningsforslag for klimatilpasning. 

- Vi er nødt til at tage alle håndtag i brug – store som små. Både når det handler om at nedbringe CO2-udslippet, men også så vi ruster os til en fremtid, hvor vandet vælter ind fra alle sider. Der skal vi have fat i hele paletten. Det har vi allerede i kommunerne, men der skal mere til, siger Jacob Bjerregaard, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.

Klimareduktion lokalt
Kommunerne er et godt sted at starte, hvis man ønsker at reducere Danmarks CO2-udledning, lyder det fra KL i udspillet. Først og fremmest skyldes det, at kommunerne er tættest på borgerne, men også at kommunerne samlet set er landets største bygningsejer med cirka 31 millioner m2 bygningsmasse, hvilket efterlader store potentialer for energieffektivisering. 

KL kommer med 48 anbefalinger opdelt i ti temaer: Vedvarende energi, strategisk energiplanlægning, mobilitet, byggeri og anlæg, affald og ressourcer, virksomhederne, binding af CO2, digitalisering og ny teknologi, indkøb og udbud, samt måling af kommunernes CO2-reduktion

De 48 anbefalinger handler derfor om blandt andet lettere opsætning af solceller og landvindmøller, mulighed for at kommuner kan indføre miljøzoner i byer, CO2-reducerende og langsigtede løsninger skal fritages fra anlægsrammen, at kommunerne kan oprette klimafonde, og at staten etablerer en uafhængig ekstern fond for multifunktionel jordfordeling. 

Vand fra alle sider
I klimatilpasningsudspillet er der særligt fokus på vand, som både vil være en udfordring i forbindelse med skybrud, vandløb, havet og stigende grundvand. Efteråret 2019 har været det vådeste i den tid, hvor DMI har målt nedbør, hvilket blot vil betyde endnu højere grundvand. 

For at hjælpe kommunerne i deres klimatilpasning, er der derfor brug for et sammenhængende regelgrundlag uanset, hvor vandet kommer fra, flere finansieringsmuligheder, samt klar kommunikation om ret og pligt for borgere og myndigheder. 

KL kommer desuden med en række opfordringer til staten, som eksempelvis bør oprette og sikre finansiering til en klimatilpasnings- og kystsikringsfond, ligesom kommunernes investeringer bør fritages fra anlægsloftet. 

Læs KL's klimareduktions udspil her, og læs KL's klimatilpasningsudspil her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt