Midler til udvikling er en ukendt luksus for de selvejende

Af chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Marie Louise Løvengreen Rasmussen og generalsekretær i Menighedernes Daginstitutioner, Charlotte Biil

I debatten på dknyt.dk opfordrer Klaus Majgaard, der er formand for børne- og kulturchefforeningen, den selvejende sektor til at give udfordrende og alternative bud på udviklingen af fremtidens dagtilbud. Hvordan bliver vi bedre til at skabe pædagogiske arbejdsformer, som giver børn mere lige muligheder for at udvikle sig og lære? Hvordan bryder vi negativ social arv? Og hvordan skaber vi endnu større ejerskab og demokratisk deltagelse? Hvis den selvejende sektor skal have en fremtid, må den tilføje noget som er anderledes, og som skaber en unik værdi for børn og forældre.

Det er store og vigtige spørgsmål, og Klaus Majgaard undrer sig over, hvor den selvejende sektor står i forhold til disse emner i dag. Sagen er, at ingen blomster kan vokse og gro, hvis der hverken vandes eller er solskin. Det var hos den kommunale sektor markedsgørelsen startede, og når det indebærer, at selvejet får uhyre trange kår, er man nødt til at kigge på den dimension.

Intet åbent marked
Lad os derfor i et kort øjeblik foretage det tankeeksperiment, at de kommunale institutioner skulle bydes samme vilkår som de selvejende daginstitutioner. På en hel række områder får kommunale daginstitutionsmiljøer dækket deres omkostninger - en luksus de selvejende ikke har.

Når der for eksempel skal laves strukturforandringer som områdeledelse og netværk, eller når der skal laves undervisningsprodukter, HR-tilbud eller profilinstitutionsmiljøer, så får kommunen som arbejdsgiver for de kommunale dækket deres omkostninger - det gør de selvejende daginstitutioner og deres arbejdsgivere ved bestyrelserne ikke.

Det er netop denne forskelsbehandling, der lige nu er genstand for undersøgelsen i det nedsatte udvalg for selvejende daginstitutioners rammebetingelser. Så der er altså ikke et åbent marked eller lige vilkår, som Klaus Majgaard påstår.

Husk jordbund og vækstbetingelser
Lykkes det ikke de selvejende at udvikle miljøer, der er unikke i forhold til de kommunale, så har de ingen fremtid - det er uden tvivl det væsentlige element i de selvejende institutioners eksistensgrundlag. Men at udviklingsmulighedernes begrænses voldsomt under så stor en forskelsbehandling, burde være åbenlyse. Var kommunale institutioner tvunget til at arbejde under den betingelse, at de ikke kunne bruge en krone på udvikling, men alene kunne få udgifterne til løn, regnskab, revision og regnskab delvist dækket, så havde de sikkert også sine begrænsninger.

Det sørgelige er, at vi indtil nu ikke har hørt nogen i den kommunale verden spørge sig selv om denne forskelsbehandling egentlig er rimelig og sund? Indtil nu har debatten fra de offentlige aktører været præget af et kæmpe forsvar af deres monopol på det sociale område. Det er sørgeligt, fordi den offentlige sektor og velfærdsstat kun har ca. 50 år på bagen og lige nu er godt i gang med at smide den arv, den dybest set selv er rundet af, ud i skraldespanden. Det er lidt, som når teenagere lægger afstand til alt, hvad forældrene står for.

Man er nødt til at se på både jordbund og vækstbetingelser, når man skal drive blomster frem. Så spørgsmålet er, om Klaus Majgaard er indstillet på, at blomsterne skal vandes og have ordentlige vilkår - og at der skal være reelt lige betingelser for selvejende og kommunale institutioner? Ellers kommer vi aldrig videre.

Chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Marie Louise Løvengreen Rasmussen og generalsekretær i Menighedernes Daginstitutioner, Charlotte Biil

Foto: http://www.flickr.com/photos/sonofgroucho/with/4670303464/