Ingen reel forskel mellem selvejende og kommunale dagtilbud

Af Thomas Jensen

Kommunerne gør ikke nok for de selvejende institutioner på velfærdsområdet, skriver chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Marie Louise Løvengreen Rasmussen og  generalsekretær i Menighedernes Daginstitutioner, Charlotte Biil i en kronik  på dknyt. Hvorfor ikke også indføre en klar målsætning for andelen af private og selvejende aktører på velfærdsområdet? Spørger de retorisk.

Der er i forvejen opstillet mål for konkurrenceudsættelse i kommunerne. Og i Norge har man allerede implementeret en politik om, at 50 pct. af alle daginstitutioner skal være ikke-offentlige. Og når nu regeringens finanslovsforslag for 2011 cementerer behovet for at sikre mere effektivitet og kvalitet i de offentlige velfærdsopgaver, og regeringen samtidigt fremlægger en strategi for inddragelse af civilsamfundet, er det så ikke oplagt at arbejde for flere selvejende institutioner på for eksempel børnepasningsområdet?

Desuden viser undersøgelser, at de selvejende institutioner ofte har langt højere medarbejder- og brugertilfredshed end de offentlige tilbud, understreger de to kronikører. 

Relevant diskussion
Eik Møller, direktør for Børn, Familie & Uddannelse i Faxe Kommune er kritisk over for den 'ensidighed', der ligger i kronikkens analyse og argumentation.

- Jeg finder det relevant, at vi diskuterer alle aspekter af offentlige opgavefelter, og gode gennemarbejdede betragtninger og ideer er meget velkomne. Den her diskussion skal ikke drejes og fejes af med 'at her har vi endnu en offentlig leder, der blankt afviser at se på andre måder at løse klassiske offentlige kerneopgaver på'.

Hvordan skal offentlig og privat opgaveløsning spille sammen?

- For det første - når der skal ses på, om det offentlige eller andre aktører er det mest relevante sted at få løst sine opgaver, bør det som minimum kræve en grundig analyse af fordele og ulemper, muligheder og begrænsninger, hvor man inddrager alle perspektiver, i stedet for kun dem, der på den korte bane kan ligne en gevinst for den, der rejser ideen/spørgsmålet - de perspektiver savner jeg i kronikken.

- For det andet - når offentlige opgaver skal i spil i forhold til private aktører, kræver det grundige beskrivelser af, hvad det er for en opgave/ydelse/service, der skal udbydes. Dette kræver et stort og omkostningfyldt forarbejde (normalt omtalt som transaktionsomkostninger, der sjældnet prissættes).

- For det tredje - der er mange eksempler på, at private aktører har løst offentlige opgaver på god vis, og der findes ligeledes mange eksempler på det modsatte. Analysen af under hvilke forhold, det giver mening at lade private respektive det offentlige løse opgaverne er fraværende i artiklen, endsige refleksioner over dette spørgsmål.

- For det fjerde - hvis offentlige dagtilbud skal overgå til selveje/privat drift, så bør det klarlægges og beskrives, hvilken merværdi det giver borgere og brugere. Jeg har mødt mange selvejende dagtilbud, der ligner, fungerer, tænker og handler fuldkommen som offentlige dagtilbud - hvilket der ikke er noget galt i - men spørgsmålet om merværdi for borgere og brugere forholder artiklen sig slet ikke substansielt til.

- For det femte - jeg har kun set tilfredshedsmålinger ift. offentlige dagtilbud, der angiver at mellem 90 og 95 pct. af forældrene/brugerne er tilfredse eller meget tilfredse. Kronikken konkluderer, at selveje af sig selv giver bedre resultater. Det ville være rimeligt, om skribenterne kom med nogle henvisninger til de markante forskelle, der refereres til, ellers er det ikke seriøst. At selveje giver bedre arbejdsmiljø er en så generel betragtning, at det svarer til at sige, at januar generelt er koldere end juni. Svaret er nok nærmere, at det fuldkommen afhænger af lokale forhold, og samarbejdet mellem institutionernes interessenter osv.

Hver gang der oprettes selvejende eller private dagtilbud, skal kommunerne - udover en andel af den beregnede bruttodriftsudgift - afholde administrations- og bygningsomkostninger til selvejende/private dagtilbud. Den udgift modtager de kommunale dagtilbud ikke til deres drift. Hvis man vil denne diskussion, må man derfor som minimum sikre et ensartet sammenligningsgrundlag.'

Målsætninger om antal
Er det ikke en god idé med en målsætning om et vis antal selvejende/private og kommunale daginstitutioner?

- Det er jo et planøkonomisk perspektiv. Som ovenfor nævnt, skal der hver gang offentlige opgaver udbydes ses på, hvilken merværdi det skaber. Kan man ikke beskrive dette, så skal man enten tage ideen af bordet eller tilbage i forberedelsesrummet. Hvis selveje eller privat kan gøre det bedre, dvs. skabe merværdi for borgere og brugere, til den samme pris, så skal man selvfølgelig seriøst overveje det. Men erfaringerne med at fastsætte faste procenter for udbudsgraden har jo vist, at det et overordentligt forskelligt og kompliceret at stille tingene op på den måde. Målsætningen må derfor hver gang være, hvem der kan leverer den bedste faglige kvalitet og service for den økonomi, som er til rådighed. Og det er jo i sidste ende en politisk afvejning af mange hensyn.'

Ingen reel forskel
Hvad er forskellen mellem selvejende og kommunal ifht. service, ledelse efter din mening?

- Med den erfaring jeg har fra flere forskellige kommuner gennem de seneste 10 år, så er forskellen ikke eksisterende på det generelle plan. Den generalisering rummer naturligvis nuancer. Jeg har mødt enkelte selvejende dagtilbud, der bygger på et bestemt idégrundlag, som er konsekvente med at lade det gennemsyre deres måde at drive institution på, og som derigennem leverer en meget høj kvalitet, som deres brugere er utroligt tilfredse med, og som betyder årelange ventelister.

- Stor repekt og ros til de få, der over lang tid evner at fastholde og udvikle egenart og særkende. Langt de fleste er i dag selvejende af navn men ikke af gavn. De har 100 pct. driftsoverenskomster med kommunerne. De beder kommunerne stå for administration, og de trækker på en række kommunale serviceydelser ofte uden at betale ekstra, og de fungerer de facto som kommunale dagtilbud. Langt de fleste af de selvejende dagtilbud, jeg har samarbejdet med, har umanerligt svært ved at få forældre til at påtage sig et arbejdsgiveransvar, hvilket jo er en ret grundlæggende fordring. Med andre ord - langt hovedparten fungerer fuldkommen som kommunale dagtilbud, og gør det faktisk fint, men det er ikke fordi de er selvejende.

Gør Faxe (og andre kommuner) for lidt for de selvejende? Og hvordan bliver selvejende tænkt ind i 'planlægningen'?

'Spørgsmålet kræver jo, at man tilføjer 'i forhold til hvad?'. Hvis de selvejende skal tages alvorligt, og selvejet i praksis skal have betydning og en konsekvens, så skal kommunerne jo 'nøjes' med at indgå driftsoverenskomsten og føre tilsyn, fastholde bestyrelserne på deres arbejdsgiveransvar, og fx opkræve særskilt betaling for alle de ydelser, der i dag mange steder leveres vederlagsfrit til de selvejende dagtilbud. De selvejende skal derfor i skribenternes optik jo netop ikke tænkes ind, men ses som en reel konkurrent, som kommunale dagtilbud skal analysere og aktivt forholde sig til.'

Det bedste fra begge verdner uden omkostninger
- Jeg finder, at kronikørerne ønsker at få det bedste fra begge verdener, uden at det må have omkostninger, at få sin fulde frihed - det kan jeg ikke erindre, at man kan andre steder. Hvis man vil udbud, selveje og private løsninger må det foregå på så markedslignende vilkår som muligt, og så må man respektere og acceptere, at kommunerne tager deres forbehold.

- Jeg er vidende om, at Annemette Digmann fra Region Midt i Jylland arbejder med innovation i forhold til et privat/offentligt samarbejde om at udvikle koncepter/produkter, der løser en udfordring for det offentlige (eks. den intelligente hospitalsseng) og som det offentlige derefter køber af det private - en 'win-win'. Hvis vi tænkte den tanke ind i denne diskussion - så kunne det jo lyde sådan, at den kommunale forvaltning i et samarbejde med private organisationer - udvikler eksempelvis dagtilbud med rammer, indhold, organisering, ledelse, personale, fagligt indhold o.s.v. der var bedre i stand til at løfte fremtidens udfordringer, end den mere traditionelle form, som er fremherskende idag, måske er i stand til. Det vil kunne give merværdi for borgere og brugere.

Det vil derfor ikke være relevant - i en fremtidsoptik - at tale om en bestemt fordeling af forskellige driftstyper - men derimod muligvis en fælles udvikling af helt nye institutionstyper. Det kunne jo være det sted, hvorfra vi fortsætter denne debat?