Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Lærerne: KL-kurs gør børnene til tabere

DEBAT Der findes ingen vindere i den kamp, som KL er ved at påføre folkeskolen, lyder en af udtalelserne fra lærernes ekstraordinære kongres
10. FEB 2012 7.04

Erklæring vedtaget på Danmarks Lærerforenings ekstraordinære kongres torsdag 9. februar:

Det er KL's og kommunernes ansvar at sikre vilkår for kvalitet i undervisningen. 

En god skole forudsætter dialog og samarbejde. Der findes ingen vindere i den kamp, som KL er ved at påføre folkeskolen. KL udtaler selv, at kvaliteten i undervisningen ikke er en del af deres partnerskab med kommunerne. Det er dybt bekymrende, at KL på den måde fraskriver sig ansvaret for kvaliteten i folkeskolen. Det er i sidste ende kommunernes ansvar, at lærere og børnehaveklasseledere kan leve op til kravene om kvalitet i undervisningen. Hvis KL's kursskifte gennemføres, bliver eleverne de sikre tabere.

Danmarks Lærerforenings arbejde har været styret af ét gennemgående mål: Mere kvalitet og dermed en effektiv udnyttelse af resurserne. Det vil vi gerne samarbejde med KL om.

I mange kommuner er der et værdifuldt samarbejde om at løse udfordringerne i den pressede økonomiske situation. Det samarbejde underminerer KL med sine gentagne mediekampagner, der giver et forvrænget billede af lærernes arbejde. KL må indgå i et konstruktivt samarbejde i stedet for at mistænkeliggøre lærernes indsats.

Danmarks Lærerforening har på en lang række områder taget konkret ansvar for, at lærerne kan fokusere på at skabe mest mulig kvalitet i elevernes undervisning.

Med indgåelsen af den seneste arbejdstidsaftale - A08 - er det professionelle engagement og den pædagogiske ledelse styrket. Der er effektiviseret gennem mindre bureaukrati. Foreningens læseprojekt har sat fokus på læsning i alle fag - en forudsætning for at øge den generelle kvalitet i undervisningen. Og vi arbejder på, i samarbejde med undervisningsministeren, at iværksætte en række projekter, bl.a. om udsatte børn, inklusion og en styrkelse af læseprojektet.

Folkeskolen står over for enorme udfordringer. Der er i løbet af få år nedlagt mere end 4.300 lærerstillinger. Inden for de sidste to år er der sparet over 1,2 mia. kr. på folkeskolen. Disse reduktioner er i nogle situationer gennemført
uden hensyntagen til en seriøs personalepolitik. Samtidig vokser kravene til kvaliteten i undervisningen. I den situation er det helt håbløst, at KL afviser enhver dialog om kvalitet.

Vedtaget på Danmarks Lærerforenings ekstraordinær kongres forsamlet til møde den 9. februar 2012.