Kun fire arbejdsdage til at kommentere markante ændringer

Af socialrådgiverformand Bettina Post

24. november kl. 10 var sidste frist for at indgive høring til den aftale om refusion og aktivering af ledige, som regeringen, DF, LA og Kristendemokraterne indgik i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Vi modtog det omfattende lovforslag i høring 18. november, så vi har haft fire arbejdsdage til at kommentere de markante ændringer i beskæftigelsespolitikken.

Det er dybt kritisabelt og et stigende demokratisk problem, at lovarbejdet gang på gang skal gå så stærkt, at det er helt umuligt for de høringsberettigede at lave et ordentligt stykke arbejde. Og eftersom aftalen rummer store ændringer både i de økonomiske transaktioner i beskæftigelsesindsatsen og i forestillingen om, hvad der vil virke beskæftigelsesfremmende, er det overordentlig vigtigt, at de nye regler er grundigt gennemtænkt. Desværre fortsætter hastværket.

Aftalen træder nemlig i kraft 1. januar, altså om 21 hverdage - 25, hvis vi tæller dagene mellem jul og nytår med. Så lang tid har jobcentrene så til at omstille sig til de nye regler, og det er helt uhørt. Især når man tager i betragtning, hvilke udfordringer det danske arbejdsmarked står overfor.

Ny aftale får ikke svage ledige ind på arbejdsmarkedet
KL har for nylig talt 700.000 ledige som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en kæmpe samfundsmæssig udfordring, som beskæftigelsepolitikken er forpligtet til at løse. Desværre adresserer det nye udspil, så vidt jeg har kunnet nå at gennemskue, ikke på nogen måde det problem.

Forslaget lægger op til, at det fortsat er økonomiske incitamenter, som skal sikre, at de ledige aktiveres. Til gengæld er satserne sænket betragteligt, og dertil kommer, at forslaget - stik imod beskæftigelsesministerens løfter om afbureaukratisering - nu pålægger jobcentrene at aktivere på en bestemt måde. Hvornår pokker det er blevet ubureaukratisk, er forbigået min opmærksomhed.

Virksomhedspraktik, løntilskud og ordinær uddannelse er de nye dyr i åbenbaringen. Det er nogle udmærkede tilbud navnlig til de ledige, som er relativt tæt på arbejdsmarkedet.

Men hvad med de 700.000 som ikke er i nærheden af et job, f.eks. på grund af følger efter misbrug, svære psykiske problemer og andre sociale vanskeligheder? Forestiller man sig, at virksomhederne står i kø for at skrive under på en ansættelse med løntilskud til dem? Havde forslaget så i det mindste været ledsaget af et initiativ for at skaffe bare 50.000 løntilskudsjob til ledige med begrænsninger i arbejdsevnen, så kunne vi da starte der. Men det melder historien ikke noget om.

Parkeres på perronen?
Hvad skete der med, at ingen skal parkeres på perronen?
Beslutningen om at sænke refusionen og kun belønne de virksomhedsrettede tilbud, kommer til at betyde besparelser i millionklassen for jobcentrene. Det vil sandsynligvis gå hårdt ud over de kommunale aktiveringsprojekter, som ikke er virksomhedsrettede, men som hjælper de ledige langt fra et job til at tage små skridt i retning af arbejdsmarkedet.

Pligten til at også disse ledige skal i aktivering løbende er der ikke ændret på, så hvad forestiller politikerne bag forslaget sig? Er hele hensigten, at beskæftigelsesministerens til ulidelighed gentagne krav om, at ingen skal parkeres på perronen, nu skal tørres af på kommunerne?

Hele forslaget vidner om enten ligegyldighed eller grænseløs uvidenhed hos politikerne både om ledige med problemer og om de kommunale tilbud. For at løse udfordringen med de mange udenfor arbejdsmarkedet, har vi har brug for at kunne give hver eneste ledige (og sygemeldte) nøjagtig den støtte, de hver især har brug for. Det støtter dette lovforslag på ingen måde. Det bærer snarere præg af både hastværk og makværk.


Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post

Foto: http://www.flickr.com/photos/prosto/with/4098119707/