Staten sætter rammerne - kommunerne tager skrammerne

Af Kai O. Andersen (SF), formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg

Den kommunale beskæftigelsesindsats er under pres.
Gennem de seneste måneder har der været fokus på kommunernes evner til at varetage beskæftigelsesindsatsen. Der har været en række eksempler på ledige, der har oplevet aktiveringen som værende meningsløs, nedværdigende og uden perspektiv. A-kasser klager over at der ikke hat været rettidighed i de tilbud, de ledige skal have, og senest har Beskæftigelsesministeren beskyldt kommunerne for kassetænkning i forbindelse med deres brug at det statslige refusionssystem.

Så vi må sige, at vi som politikere og ansatte indenfor det kommunale beskæftigelsessystem, ikke skal klage over manglende interesse for vores arbejde. Naturligvis skal vi hele tiden se på, om ikke vi kan gøre det bedre, men der er også grund til at se på de rammevilkår vi har til at løse opgaven.

Aktiv arbejdsmarkedspolitik
I dag er arbejdsmarkedsmarkedspolitikken præget af kravet om en mere aktiv indsats, som har betydet en bevægelse væk fra tidligere tider forsikringstanke, hvor hovedformålet var at bevare økonomisk tryghed under ledighed og hvor kravene til en aktiv indsats var minimal eller ikke eksisterende. Siden starten af 90erne og frem til i dag har der været en række stramninger/reformer af den aktive arbejdsmarkedspolitik og de ledige bliver i dag mødt med en række tilbud og krav.

Det er staten og den siddende minister, der skabt og udviklet det regelsæt, vi har at administrere ud fra i kommunerne. Et regelsæt der har udviklet sig ved knopskydning gennem årene og som i dag, for mange ledige, fremstår som en massiv dyne af regler og krav. Ikke mindst under den nylige højkonjunktur, hvor der visse steder var mangel på arbejdskraft, skete der en række stramninger i de lediges pligt til at være aktive. Gennem de seneste år er der yderligere også kommet krav om, at sygemeldte også skal være aktive.

Det sidste har været et svært brud med mange års vaner og tænkning, der byggede på, at enten er man syg eller også er men rask. Hvor vi i dag har et mere nuanceret syn på dette og mere går efter, at snakke om at vende tilbage til arbejdsmarkedet helt eller delvist.

Tænkningen bag den aktive arbejdsmarkedspolitik er god nok. Der er god ide i, ikke blot at overlade den ledige eller den sygemeldte til sig selv. Men i stedet forholde sig aktivt til situationen og forholde sig til, hvad der kan gøres for at komme tilbage til et job. Men politikken slår fejl, når indsatsen ikke længere opleves, af den berørte, som en hjælp, men mere som chikane og jagt. Naturligvis vil der altid være enkelte, der ikke er tilfreds med den hjælp og de tilbud der gives, sådan var det også i det gamle statslige system AF, men det er et problem, hvis utilfredsheden bliver det dominerende og kommer til at skygge for det meget gode arbejde der i øvrigt udføres på området.

Når de Berlingske Aviser har en artikelserie der hedder 'Det store jobcirkus', og når beskæftigelsesministeren gang på gang omtaler aktivering som leg med skumfiduser og forsøg på at finde sin indre fugl, er der enten noget galt eller også er der kræfter på spil, der ikke ønsker at kommunerne skal lykkedes med opgaven. Jeg tror det er noget af begge dele.

Mange regler og nye ændringer
Regelsættet og kravene til aktivering er kammet over, og derfor bliver indsatsen, med rette, opfattet som indgreb og ikke som hjælp. Gang på gang ser vi politikere tone frem og sige, at vi må gøre op med meningsløs aktivering og det er jo, i sig selv, også et godt og rimeligt krav. Men selve udsagnet er ligeså meningsløst som de eksempler der henvises til. Hvor og hvornår har der været politikere, der har rejst sig og krævet mere meningsløs aktivering?

Det er der aldrig nogen der har gjort, for så har det heddet reformer, justeringer, 'pakker' og andet godt, men alt andet lige, er det skiftende regeringer der har skabt 'cirkusset', og derfor må vi også godt bede om mere konkrete udmeldinger og anvisninger på, hvad der er meningsløst og hvad der forventes af opgaveløsningen.

I forbindelse med finansloven for 2011 er der vedtaget nye ændringer indenfor beskæftigelsesområdet. Der sker en omlægning af kommunernes refusionssatser, som har til formål at dreje indsatsen mod en mere virksomheds- og uddannelsesrettet vej. Det kan jeg kun bifalde som et skridt den rigtige vej. Dog skal det bemærkes, at der ikke ændres i kravene til hyppigheden af tilbuddene og at der i samme finanslov fjernes godt 900 mio. fra området. Så diskussionen om 'jobcirkus' har været belejlig, for så kan en nedskæring sælges som nødvendige reformer.

Vi er naturligvis klar til at tage udfordringerne op og er allerede gået i gang med at omstille vores organisation til de nye udfordringer. Fremtiden vil betyde et øget brug af virksomhedspraktik og af løntilskud. Det er gode redskaber, der fungerer godt i et tæt samarbejde mellem virksomhederne og jobcentret. Blot skal vi være opmærksomme på, at der stadig er ledige, der har brug for et længere forløb, før de er klar til at komme ud i virksomhederne og vi skal også være opmærksomme på, at der er en grænse for, hvor mange vi kan sende ud gratis eller med tilskud.

Der er desværre eksempler på virksomheder, der spekulerer i disse støtteordninger, og det er meget skidt for de ledige, der kommer ud i disse virksomheder og for den generelle konkurrencesituation. Der er klare regler for hvor mange personer en virksomhed må have på disse ordninger, men virksomheder skal blot skrive på en tro- og love-erklæring, men de ledige skal kontrolleres anderledes grundigt. Men vi skal ikke lade nogle få dårlige historier ødelægge det for de mange.

Kommunal kassetænkning
En væsentlig grund til de seneste ændringer er, at kommunerne blev beskyldt for at spekulere i de statslige refusioner. Kommunerne var simpelthen blevet for dygtige til at gøre, som ministeren gerne ville have vi skulle gøre. Refusionssystemet var, og er, bygget op på, at det skal motivere kommunerne til at benytte det redskab, beskæftigelsesministeren anser for at være det bedste.

Kommunerne kunne vælge, om de ville have 65 pct. eller 35 pct. i refusion. Det højeste, hvis de ledige var aktiveret. Som formand for beskæftigelsesudvalget modtog jeg skrivelser fra Beskæftigelsesministeriet med anvisninger på, hvor meget vi, netop i Viborg, kunne tjene ved en øget aktiv indsats. Der blev stillet anseelige millioner i udsigt og meget klare meldinger om, at en øget aktiv indsats var vejen frem.

I en periode med stort pres på kommunernes budgetter og med en alvorlig lokal sparerunde, ville det være ansvarsløst ikke at gå efter disse penge. Jeg var stolt af, at jeg som udvalgsformand, kunne rejse mig i byrådssalen og fortælle at vi havde tænkt os at arbejde os ud af problemerne og ikke blot ville skære ned, men i stedet opruste, ansætte flere medarbejdere og samtidigt spare kommunale kroner og levere en god kvalitet. Det gjorde vi så og efterfølgende blev vi beskyldt for kassetænkning af beskæftigelsesministeren.

Aktiveringens paradoks
Om aktivering hjælper eller ej, er naturligvis en diskussion værd, og os der giver os af med at være en del af den aktive beskæftigelsespolitik, er naturligvis nødt til at forholde os til dette spørgsmål. Aktiveringen lever i et paradoks, fordi det både skal være en hjælp og et pres på at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Aktivering, der af deltagerne opleves som godt og relevant, kan af omgivelserne opfattes som luksus og som en aktivitet, der holder de lediges fokus væk fra at få et job og blot har en fastlåsningseffekt.

Aktivering der af den ledige opfattes som et urimeligt indgreb, kan af omgivelserne opfattes som et rimeligt krav om aktiv medvirken til at ændre sin egen situation. Det er i dette brydningsfelt vi som kommune skal tilrettelægge vores beskæftigelsespolitik. Hvis der sættes krav om en høj grad af aktivering, må der også sættes krav om en høj kvalitet og det er ud fra de parametre, vi i Viborg vil løse opgaven.

Naturligvis kan vi ikke forvente at alle er begejstret for tilbuddene, ud fra de ovennævnte modsatrettede krav og forventninger til indsatsen. De ansatte der arbejder med opgaven gør deres bedste og er ofte udsat for urimelig og for unuanceret kritik. Vi må som politikere bidrage til, at få den kommunale indsats til at fungere optimalt ud fra de rammevilkår, der nu en gang er på området.

'Pipfugle-kurser' eller personlig udvikling
Nu skal der så ikke længere tilbydes 'pipfugle-kurser' og leges med skumfiduser. Der er sikkert god grund til at rydde op i tilbuddene og til at skærpe kravene til kvalitet og indhold. Jeg har aldrig selv personligt været begejstret for den type af kurser, men har ofte, gennem min brogede karriere, været sendt af sted på, af firmaet dyrt betalte kurser, med netop dette indhold. Jeg har rodet rundt på gulvet med bind for øjnene for at finde min personlige citron og jeg har været trukket gennem fysiske strabadser og endt i den varme stol for at blive heglet igennem.

Om det har gjort mig til et bedre menneske, skal jeg ikke svare på, blot konstatere, at det har været, og sikkert fortsat er, meget brugt at sende ansatte på den slags kurser. Om de ledige så også skal udsættes for det samme, er jo et godt spørgsmål. Jeg tror på, at mange ledige gerne vil og godt kan kapere den type aktiviteter, blot skal der ikke serveres den samme ret for alle og det skal opleves som relevant og ordentligt.

Hvis du bliver ledig efter at have haft det samme job gennem mange år, er det et alvorligt indgreb i ens hverdag og ofte må men konstatere, at det job, jeg havde før, det bare er forsvundet for evigt. Der er brug for personlige overvejelser og for personlig udvikling. Specielt hvis en person overvejer at skifte fra et industrijob til pleje- eller socialsektoren, er det nødvendigt at arbejde lidt med sig selv, for at kunne honorere og forstå de nye udfordringer der kommer. Det er ærgerligt hvis nogle få dårlige historier skal ødelægge det for de mange, der godt vil udfordres og godt vil udvikle sig.

Skulle vi bare lade være?
Hjælper det noget, eller ville resultatet være det samme, hvis vi lod de ledige være i fred? Det er naturligt at tænke sådan en gang i mellem. Personligt mener jeg, at den aktive arbejdsmarkedspolitik er at foretrække, frem for blot at sikre folk økonomisk. Men, som med så meget andet, det skal gøres med måde og med omtanke. At tro vi blot kan stresse og jage de ledige og de syge tilbage i job er en fejl og en misforståelse. Indsatsen skal tilrettelægges individuelt og ud fra de lokale forhold og med respekt over for de mennesker, der skal udsættes for indsatsen. Mange ledige er glade for de tilbud og muligheder de får, for det de ønsker sig mest af alt, er at komme i job igen.

Alle kan godt se, hvor svært det er at få sig et job i den nuværende situation. Der lukkes virksomheder, arbejdspladser flyttes ud af landet og offentlige virksomheder skærer ned. Det kan med rette se ret håbløst ud. Vi kan ikke skabe jobs gennem arbejdsmarkedspolitikken, men vi kan være med at give ledige mod på at søge, mulighed for at prøve, vejlede om muligheder og, desværre, i begrænset omfang til byde uddannelse og opkvalificering. I Danmark er der en meget stor rotation på arbejdsmarkedet, med mange jobskift hele tiden. Vi skal hjælpe de ledige med at komme med på karrusellen igen og forhindre, at de ryger af i svinget.

Kommune eller stat?
Spørgsmålet om arbejdsmarkedsindsatsen har det bedst ved kommunerne eller ved staten er fortsat til debat og såvel arbejdstager- som arbejdsgiverorganisationer ønsker at opgaven med de dagpengeberettigede ledige føres tilbage til staten. Jeg skal ikke her lufte min egen indstilling til dette spørgsmål, blot er der grund til også at være opmærksom på disse forhold, når kommunernes indsats vurderes. Der er klart nogle der ikke ønsker at det skal lykkedes for kommunerne, og det er med det filter man skal sortere udtalelserne.

Jeg mener heller ikke, vi kan sige, at det er lykkedes for kommunerne, men jeg mener heller ikke kommunerne har haft de bedste vilkår. Højkonjunktur er afløst af krise, og de redskaber der blev brugt i forgårs er måske ikke de rigtige i dag. Kommunerne får ikke megen hjælp centralt fra og vi har fået udviklet et system, hvor staten sætter rammerne og kommunerne tager skrammerne.


Kai O. Andersen (SF), formand for Beskæftigelsesudvalget, Viborg Kommune

Foto: http://www.flickr.com/photos/greggoconnell/with/36973681/