Regeringens kontanthjælpsreform får nu skarp kritik fra selve regeringstoppen.
Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne og udenrigsminister, er utilfreds med aftalen. Den kan risikere at skabe flere hjemløse, siger han til DR.
Derfor skal der findes "friske penge" til at hjælpe de mest udsatte.
- Det er et arbejde, jeg har bedt om bliver sat i gang i regeringen, og jeg håber også, at Venstre og Socialdemokratiet vil være med, siger han til mediet.
Flere på 6.800 kr. før skat
Kontanthjælpsreformen omfordeler den offentlige ydelse mellem modtagerne. Det betyder, at børnefamilier på kontanthjælp får et større beløb udbetalt, mens tusindvis af enlige kontanthjælpsmodtagere får et lavere beløb.
Her lander mange enlige kontanthjælpsmodtagere nu på den laveste sats på omkring 6.800 kroner om måneden før skat.
Samtidig har kontanthjælpsreformen fjernet et boligtillæg, som kommuner kunne give til modtagerne.
Medier som Politiken og DR og organisationer har i den forbindelse kunnet berette om kontanthjælpsmodtagere, der nu får en så lav ydelse, at de ikke kan få tildelt en bolig. De kan dermed ende som hjemløse, lyder kritikken.
SF har som aftaleparti i en del af aftalen været kritisk, mens den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek har afvist ændringer.
Midlertidigt huslejetilskud
Men nu går Moderaternes formand ud med et direkte krav om hjælp til de mest udsatte.
Han vil have regeringen til at sætte ind med et midlertidigt huslejetilskud, der kan hjælpe de kontanthjælpsmodtagere, der sættes i den sværeste situation.
Målet er, at det tilskud skal forhindre, at de bliver sat ud af deres boliger, skriver DR.
Den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Kaare Dybvad Bek, har til DR afvist at kommentere udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















