dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Fødevareministeren skærer og flytter 50 jobs til Aalborg

To styrelser lægges sammen, der nedlægges stillinger, og fiskeriområdet rykkes væk fra København.

Omkring 50 statslige stillinger flyttes nu fra København til Aalborg.

Fødevare,- landbrugs- og fiskeriminister Jacob Jensen (V) har nemlig besluttet at sammenlægge Fødevarestyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen til en ny, samlet styrelse, der kommer til at hedde Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Samtidig flyttes godt 50 årsværk, der varetager opgaver på fiskeriområdet, fra København til Aalborg. Det oplyser ministeriet.

Formålet med sammenlægningen af de to styrelser er at samtænke tværgående funktioner og at styrke muligheden for specialisering og synergieffekter, bl.a. i forhold til tilsyn, kontrol og administration af tilskud. Desuden bidrager den til at indfri ministeriets sparemål, hvor alle ministerier jo er blevet pålagt at finde administrative besparelser.

Især Fødevarestyrelsen rammes af sparekniven: Her nedlægges cirka 150 stillinger ud af ca. 1.800. 

Tættere på erhvervet

Årsagen til, at de 50 årsværk flyttes til Aalborg, er, at medarbejderne dermed kommer geografisk tættere på fiskerierhvervet. Omkring to tredjedele af landingsværdierne for alle landets fiskere foregår i de fem store havne i Nord- og Vestjylland, oplyser ministeriet.

- Regeringen har et ønske om at understøtte geografisk balance i Danmark. Derfor giver det mening at flytte netop disse opgaver, så de kommer tættere på der, hvor fiskeriet rent faktisk foregår. Samtidig kan det bidrage til bedre myndighedskontrol med fiskeriet, siger Jacob Jensen.

Sammenlægningen af de to styrelser sker formelt 1. januar. Kenneth Joensen, direktør i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, bliver direktør for den nye styrelse.

De 50 årsværk, som flyttes til Aalborg, hører i dag til i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Fødevarestyrelsen har forvejen en afdeling i Aalborg, og arbejdet med udflytningen af fiskeriområdet hertil sættes i gang med det samme og ventes at være afsluttet med udgangen af 2026.

For at modgå de negative konsekvenser, der kan være forbundet ved en udflytning i forhold til tab af ressourcer og erfaringer, tages der en række tiltag, der skal sikre en smidig overgang og kvalificeret oplæring af nye medarbejdere, oplyser ministeriet.

Ændringerne giver en besparelse på 17 mio. kr. næste år stigende til 85 mio. kr. i 2030. 

Derudover kommer omprioriteringsbidrag, bevillingsudløb og andre effektiviseringstiltag, der betyder, at ministeriet samlet skal spare ca. 117 mio. kr. i 2026 stigende til ca. 240 mio. kr. i 2030.

ak

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/foedevareministeren-skaerer-og-flytter-50-jobs-til-aalborg

GDPR