AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Som udgangspunkt må overskudsjord ikke placeres i råstofgrave, og regionerne har strammet kursen for, hvornår der gives dispensation. (Arkivfoto)
Kenneth Bagge Jørgensen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Sydvestjysk protest: "Tudetosset" transport af overskudsjord

Af hensyn til drikkevand må jord ikke placeres i grusgrav, men skal fragtes 100 km væk. Esbjerg, Varde og regionen har skrevet til minister.
16. APR 2026 11.26

Er der en voksen til stede?

Sådan indleder Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) i dag et Facebook-opslag, hvor han kritiserer, at overskudsjord fra sydvestjyske bygge- og anlægsprojekter af hensyn til fremtidens drikkevand ikke må placeres i lokale grusgrave.

"I Esbjerg Kommune og resten af Sydvestjylland er der mange bygge- og anlægsopgaver, og det medfører jo ofte, at muldjord skal graves op og fjernes. Nu er systemet blevet så rigidt, at vi fra Esbjerg skal køre vores helt rene jord 100 km på landevejen til Hedensted – og forbi flere lokale grusgrave, som gerne vil modtage jorden. Det er jo tudetosset…," skriver han.

Han giver ikke meget for argumentet om, at kravet skyldes hensyn til drikkevandet.

"Der er ikke vand med drikkevandskvalitet i nærheden af den grusgrav ved Korskroen, vi fx kunne bruge. Det har der ikke været i 40 år. Og i øvrigt er jorden jo ren og ikke forurenet," skriver han.

DR omtaler sagen i dag og har talt med professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet. Også han bruger ordet tudetosset om, at jorden ikke må placeres lokalt, fordi risikoen for forurening af grundvandet er relativt lille. Til gengæld giver det øget CO2-udledning og andre negative klimaeffekter, at lastbiler skal køre tværs over Jylland med jorden, påpeger han.

Fælles henvendelse til minister

Esbjerg-borgmesterens synspunkt bakkes op af nabokommunen Varde og Region Syddanmark, som administrerer reglerne om placering af overskudsjord i råstofgrave. De to kommuner og regionen har i fællesskab skrevet til miljøminister Magnus Heunicke (S) om sagen. Men da han kun er fungerende minister, vil han ikke udtale sig.

Jesper Frost Rasmussen kalder det fair nok, at Magnus Heunicke ikke vil udtale sig nu.

"Men problemet har jo stået på i lang tid, så for hver dag der går, udleder vi helt unødig CO2 og spilder penge på transport af ren jord. Det er jo både økonomisk og miljømæssigt helt tosset. Når nu ministeren ikke vil gå ind i sagen, må vi håbe, nogle af de nyvalgte folketingsmedlemmer vil interessere sig for den og være med til at bringe fornuften tilbage," skriver han.

Dispensationer udløber

Esbjergs vicedirektør for Teknik & Miljø, Peer Rexen, uddyber over for DK Nyt, at der er tale om et generelt problem for hele landet.

Sagen er den, at jordforureningslovens §52 giver mulighed for at dispensere fra det generelle forbud mod at placere jord i råstofgrave. Men en række dispensationer, som regionerne tidligere har givet, udløber i disse år.

Og nye ansøgninger om dispensationer bliver typisk afvist i regionerne, som har strammet kursen, fordi de læner sig op ad nogle afgørelser i Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har vægtet grundvandsinteresser højest.

- Problemet er, at regionerne også giver afslag de steder, hvor der ingen grundvandsinteresser er. Det er ren galimatias. Derfor går vi efter at få præciseret fra ministeriet, hvornår den dispensationsmulighed, der er i loven, må bruges, siger Peer Rixen.

Ikke alle er dog enige i, at det er tosset at sige nej til at placere jorden i en grusgrav.

Hos Danmarks Naturfredningsforening siger miljøpolitisk rådgiver Susanne Svenné til DR, at der ofte er søer i råstofgravene med adgang ned til grundvandet, og at selv om man siger, der er tale om ren jord, er der ikke meget kontrol med den, ligesom der ikke testes for alle potentielt skadelige stoffer.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/sydvestjysk-protest-tudetosset-transport-af-overskudsjord

GDPR