dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Byretten opløser rockerklubben Bandidos

Rockerklubben Bandidos er blevet opløst ved dom. Klubben har med det samme anket byrettens afgørelse.
29. OKT 2025 14.36

Rockerklubben Bandidos i Danmark er ulovlig og opløses ved dom. Det afgør Retten i Helsingør onsdag eftermiddag.

Det er en enig domsmandsret, der har truffet afgørelsen.

Bandidos anker med det samme dommen.

- Der ankes med påstand om frifindelse og med påstand om, at det foreløbige forbud kendes ulovligt, siger klubbens advokat Michael Juul Eriksen.

Retsformanden siger i en kort begrundelse for afgørelsen, at retten har vurderet, at Bandidos - ved siden af et lovligt formål - også har et ulovligt formål. Det skyldes blandt andet den kriminalitet, der er begået af klubbens medlemmer.

Rockerklubben er opløst efter Grundlovens paragraf 78, der tillader borgere at danne forening i ethvert lovligt øjemed.

Midlertidigt forbud i maj

Retten har også fundet, at Bandidos er én samlet forening. Det har, ud over hvorvidt Bandidos har et lovligt formål, været et centralt bevistema i sagen.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) underlagde i maj sidste år klubben et midlertidigt forbud. Det forbud var lovligt, har retten afgjort.

Anklagemyndigheden har haft en påstand om, at en lang række Bandidos-relaterede genstande konfiskeres. Den påstand har retten valgt at følge. Der er over 140 genstande på anklagemyndighedens liste over genstande, der skal konfiskeres.

- Det er en dom, der slår fast, at alvorlig, organiseret kriminalitet kan ikke længere begås i regi af en rockergruppering under dække af, at man er en motorcykelklub, siger specialanklager Halit Sert efter dommen.

Kan nå til Højesteret

Retten i Helsingørs største retssal er propfyldt under domsafsigelsen. Mange journalister er mødt op, men også almindelige borgere og personer med tilknytning til Bandidos er mødt op.

Ved siden af Michael Juul Eriksen sidder Pelle Lindberg, der frem til forbuddet mod Bandidos i maj sidste år var danmarkspræsident i klubben. Tæt på sidder et Bandidos-medlem, der har vidnet i sagen. På hans hals er Bandidos' logo - en mand iført en sombrero-hat - tatoveret.

Retten har også afgjort, at Bandidos skal betale sagens omkostninger på omkring 1,5 millioner. Sagen er blevet behandlet i løbet af mere end 30 retsmøder.

Fordi Bandidos har anket dommen fra Retten i Helsingør, skal sagen behandles i Østre Landsret på et senere tidspunkt.

Da denne sag omhandler Grundlovens paragraf 78, kræves der undtagelsesvis ikke særlig tilladelse til også at få sagen behandlet i Højesteret.

/ritzau/

Artiklen er opdateret 15.04 med flere oplysninger.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/byretten-oploeser-rockerklubben-bandidos

GDPR