
En ny evaluering af statens økonomiske styring af kommunernes beskæftigelsesindsats bekræfter, at kommunerne skal have skærpet incitamenterne til at give en effektiv og aktiv indsats, skriver Beskæftigelsesministeriet.
Evalueringen peger blandt andet på, at refusionssystemet medvirker til, at der er blevet igangsat tilbud med for lavt jobfokus. Det drejer sig fx om kommunale projekter, der har fastholdt personer i ledighed frem for at hjælpe dem hurtigt tilbage i job. Til gengæld fremgår det også, at refusionssystemet har fremmet en mere aktiv indsats.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) betragter evalueringen som et godt indspark til det aktiveringstjek, hun satte i gang før sommer:
Højere refusion
- Jeg er stærkt optaget af, at ledige får den rette hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Vi ved, at virksomhedsrettet aktivering virker og får folk i job. Men vi ved også, at der er eksempler på kurser, som bestemt ikke flytter noget. Derfor vil jeg ændre refusionssatserne, så kommunerne får højere refusion for den virksomhedsrettede aktivering.
- Jeg vil have mere kvalitet - mere jobfokus - i indsatsen, også selvom det måske betyder, at ledige bliver aktiveret i mindre omfang, end de gør i dag. Derfor skal kommunerne have større incitamenter til at give ledige virksomhedsrettede tilbud.
Refusionssystemet indebærer i dag, at kommunerne får en højere refusion, når de aktiverer ledige. De modtager den høje refusion for al aktivering.
Ministeren vil nu optage politiske forhandlinger med forligskredsen bag det enstrengede beskæftigelsessystem og sygefraværsforligskredsen om en justering af refusionssystemet.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.