Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

KL: Regeringen dikterede nulvækst

- Regeringen har som bekendt dikteret nulvækst, så kommunerne vil også til næste år arbejde inden for en ekstrem stram ramme. Den hårde udgiftsstyring sætter klare grænser for kommunernes service, siger KL's formand Jan Trøjborg
5. JUN 2011 12.03

- Men vi har til gengæld fået regeringen forpligtet på, at den nu skal tage en række initiativer, der sikrer kommunerne bedre muligheder for at få pengene til at passe via omstilling og effektivisering. Vi har fjernet en række bureaukratiske regler, forbedret vores muligheder for at styre udgifter på områder, hvor det traditionelt har været vanskeligt, og sikret at vi kan øge brugen af digitale løsninger, siger Jan Trøjborg.

Det har været afgørende for KL, at der ikke skulle være et loft over kommunernes anlægsudgifter. Her har regeringen lyttet.

- Det glæder mig, at vi kan videreføre det anlægsniveau, som kommunerne har her i år. For mange kommuner er netop nu for alvor gået i gang med at ændre i fx skolestrukturen, så kapaciteten passer bedre med antallet af elever. Et for lavt anlægsniveau ville have bremset denne udvikling, siger Jan Trøjborg.

Det har samtidig været afgørende for KL, at regeringen skal støtte op om den nytænkning og omstilling på de borgernære serviceområder, som kommunerne allerede er godt i gang med.

- Jeg er meget tilfreds med, at regeringen bl.a. har forpligtet sig til at gennemføre en række initiativer på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Initiativer, der vil styrke kommunernes muligheder for at styre og prioritere indsatsen. Og i forhold til folkeskolen har vi sikret os, at vi kan sætte turbo på udviklingen mod at integrere IT i undervisningen. Staten har nemlig forpligtet sig til at bidrage med en kapitalindsprøjtning på 500 mio. kr., siger KL's formand.

- På sundhedsområdet har vi også aftalt at se nærmere på den fremtidige organisering. Det blev ikke til egentlige penge, der kunne sikre et løft allerede i denne omgang, men vi sætter nu et udredningsarbejde i gang, hvor vi skal identificere, hvordan vi gør forebyggelsesindsatsen så effektiv som muligt.