- Kassen tømmes ikke af mennesker med særlige behov - men af styringslogikken

Af LFS-næstformand Jan Hoby

Uanset om Carsten Kissmeyer (V) og andre politikerne mener, at det er uanstændigt at sammenligne handicap-debatten med Tyskland i 30'erne, så holder sammenligningen hele vejen.

Carsten Kissmeyer har selv været på banen med udtalelser om, at man blandt andet kunne begynde at se på øget medicinering, efter at kommunen havde brugt 5,8 millioner kr. på at passe en voldsom borger.

Eller når kommunale topfolk beskriver det specialiserede socialområde som en 'skadelig gøgeungeeffekt'. Det er den slags udmeldinger, som bringer minder frem fra 30'ernes Tyskland.

Anderkend Salamanca
Åben og fordomsfri debat findes ikke omkring det specialiserede socialområde. Der findes derimod en automatiseret afstumpethed og brutalitet i sprogbrug og forslag, - fra både politikerne og deres forvaltninger ude i kommunerne.

Det økonomiske rationale, som udspringer af finansministeriets nytteeffekt-diskurs, har fortæret enhver form for anstændighed i en saglig debat om bæredygtige faglige og pædagogiske løsninger.

LFS og jeg bidrager gerne til konstruktive, fremadrettede og fagligt funderede løsningsforslag omkring det specialiserede socialområde. For at det kan ske, skal politikerne og deres forvaltninger erkende og anerkende, at Salamanca erklæringen og FN's børnekonvention (ratificeret i 2009) er udgangspunktet for enhver løsningsorienteret diskussion.

Mere effektivt?
10.000 kr.-spørgsmålet er, om pengene kan bruges mere effektivt på det specialiserede socialområde. Svaret er JA.

Her er et par bud som LFS har forslået til de københavnske kommunalpolitikere:

• Indfør område/klyngeledelse ved at 'indhegne' 0- 25 årige specialdaginstitutioner, specialdaginstitutioner 0 - 6 år, specialfritidshjem, special-KKFO'er, herunder helhedstilbud og specialklubber - som alle forankres under Dagtilbudsloven.

Det betyder færre ledere, effektivisering af det administrative arbejde etc. Ved at 'indhegne' det unikke i det specielle - sikres nærhed, brobygning og helhedstænkning - således at der kan arbejdes med at gøre overgange så smidige og overlappende som muligt. Denne struktur vil også sikre, at alle interessenter, i det enkelte barn eller unges liv, inddrages.

Visitering og atrraktive rammer
• Der skal stilles store krav til visitering og til revisitering. Kravene omhandler en organisering af en hurtig og kvalitativ visitering. Det er nødvendigt, at de pædagogiske medarbejdere, der er omkring barnet/den unge og/eller børnegruppen og deres forældre, inddrages. Det grundlæggende princip for en visitering eller revisitering af et barn/en ung, skal altid betragtes som en inkluderende indsats, selvom barnet visiteres til et specialdagtilbud.

• Åbne og udviklingsorienterede miljøer kan kun etableres i rammer, der arkitektonisk er attraktive. Hvor der rent fysisk er plads til at tilgodese, et barn/en ung eller en lille gruppe af børn/unges behov for at være i 'eget rum', for at kunne reflektere og fordybe sig. Forudsætningen for at kunne skabe disse miljøer, stiller krav til de fysiske rammers beskaffenhed og grupperne størrelse.

I øjeblikket ses lange ventelister og derfor et voldsom pres på kapaciteten i dagtilbuddene. Presset på kapaciteten og ønsket om mere inklusion i de almene dagtilbud er et krydspres, som i høj grad forringer mulighederne. Derfor er det nødvendigt med mere end de aktuelle 90 pct. pladskapacitet, set i forhold til det reelle behov for antallet af pladser. Inklusion kræver; fysisk rum og mindre børnegrupper.

• Kommunalisering af al taxa- og buskørsel ude i kommunerne.

Dyre chefer og konsulenter er synderen
Men afslutningsvis vil jeg gerne understrege min pointe, at det ikke er mennesker med særlige behov, der tømmer de kommunale kasser. Det er den ledelses- og styringslogik, der har hersket i den offentlige sektor i snart 20 år.

Markedsgørelsen af den kommunerne kendt under navnet New Public Management og brugen af eksterne konsulenter, samt alt for mange dyre chefer er og bliver synderen.

Det skriger jo til himlen, at kommunerne har råd til den ene konsulentrapport efter den anden og kan ansætte flere og flere administrative medarbejdere og chefer. Alt i mens de fyrer velfærdsarbejderne ude i kommunerne.