
Nye læringsmål og læringsformer i folkeskolen. Tilbud til de ældre og børnefamilierne om at købe ekstra ydelser af kommunen. Og nye former for medborgerskab og samarbejde med frivillige foreninger.
Det er bare nogle af ideerne til, hvilke forsøg der skal gennemføres, når fem kommuner bliver frikommuner fra 1. januar 2012.
16 kommuner har søgt om at blive frikommuner, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har givet yderligere tre kommuner mulighed for at sende ansøgninger efter onsdag, hvor ansøgningsfristen ellers udløber. Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er herligt, at der er så stor interesse for at blive frikommune, og jeg er især glad for, at de kommuner, der har meldt sig, er så forskellige. Både små ø-kommuner og større bykommuner har søgt, og borgmestrene fra ansøgerkommunerne har forskellige partifarve, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
- Nu går vi i gang med arbejdet med at vælge de fem stærkeste kandidater, så vi får et frikommuneforsøg, som viser, hvad det kommunale selvstyre kan, som vi ikke nødvendigvis kan på Christiansborg, tilføjer ministeren.
Her er de kommuner, der har onsdag havde søgt om at blive frikommuner:
Fredensborg, Roskilde, Sønderborg, Silkeborg, Vesthimmerland, Bornholm, Odsherred, Fredericia, Viborg, Aalborg, Frederikssund, Kolding, Hedensted, Læsø (sammen med Fanø), Fanø (sammen med Læsø), Holstebro, Frederikshavn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet forventer flere ansøgninger, fordi tre kommuner har fået dispensation til at søge, selv om ansøgningsfristen officielt er udløbet. Det gælder bl.a. Odense, hvor byrådet onsdag vedtog at søge.
Tidslinje over frikommuneforsøget:
- December 2010: Regeringen, DF og Kristendemokraterne vedtager med finansloven, at der skal gennemføres et frikommuneforsøg. Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder inviterer alle kommuner til at melde sig som kandidater til forsøget.
- April 2011: De fem kommuner, der skal deltage i frikommuneforsøget, bliver udvalgt af regeringen.
- 1. januar 2012: Frikommuneforsøget går i gang og fortsætter fire år frem, hvorefter forsøget bliver evalueret af de fem frikommuner, KL og regeringen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.