Hvis du har meget fleksibilitet på jobbet, så er det sandsynligt, at du er mindre stresset.
Det viser Djøfs nye stressundersøgelse blandt fagforeningens medlemmer, hvor der er en klar sammenhæng mellem fleksibilitet, stress og oplevelsen af en god balance mellem arbejds- og privatliv.
I undersøgelsen beskriver 14 procent sig selv som stressede i hverdagen, mens 68 procent oplever, at de i høj grad har den fleksibilitet, de har brug for. Blandt svarpersonerne med lav fleksibilitet beskriver 28 procent sig som stressede, hvor det kun er gældende for syv procent af svarpersoner med høj fleksibilitet.
Ifølge Djøfs formand, Sara Vergo, viser det et tydeligt billede af vigtigheden af fleksibilitet på arbejdspladsen.
- Fleksibilitet er ikke en luksus. Det er en forudsætning for et afbalanceret arbejdsliv. Når medarbejdere får mulighed for at tilrettelægge deres arbejde på en måde, der passer til deres liv og behov, falder stressniveauet markant. Det er en gevinst både for den enkelte og for arbejdspladsen, siger hun.
Det er derfor også et ønske fra Djøfs side at få fleksibilitet ind som et grundlæggende vilkår på de offentlige arbejdspladser ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2026.
Men fleksibilitet kan ikke stå alene:
- Fleksible rammer kan ikke kompensere for et for højt arbejdspres. Det er et klart ledelsesansvar at sikre balance mellem opgaver og ressourcer, så fleksibilitet ikke bliver et skjult krav om at løse mere på kortere tid, siger Sara Vergo.
Læs hele undersøgelsen her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










