Det er bare nogle af elementerne i de forandringer, der er sat i gang i COK.
Siden maj sidste år, hvor nu 46-årige Jens Hornemann tiltrådte som ny COK-direktør, har der været travlt med arbejdet med at placere COK på det nye kommunale landkort, hvor to ud af tre gamle kunder er sammenlagt til nye og større kommuner. Amterne er væk og KL er blevet eneejer af COK.
- Min mission er at tilpasse COK til den nye virkelighed med færre kunder, der efterspørger mere videnstunge kurser.
Jens Hornemann kikker op fra den nye strategi-plan for COK.
- Vi skal ikke ”bare” være en kursusfabrik. Vores kunder har fået en størrelse, så de har en kritisk masse, der betyder, at det ofte bedre kan betale sig for dem at få en kursusleder eller en konsulent fra os ud i kommunen, siger Jens Hornemann.
- For eksempel har vi afviklet kurser i borgerservice ude i de enkelte kommuner i stedet for - som tidligere alene på Den Kommunale Højskole i Grenå.
For kunden er der flere fordele ved kurser ”hjemme i kommunen”: Der skal bruges mindre tid på rejser og overnatninger. Kurserne kan tage udgangspunkt i konkrete lokale sager. Og kommunens virksomhedskultur kan lettere integreres som en gennemgående del af kurset.
Faldende efterspørgsel
- Da jeg begyndte forventede jeg, at kommunalreformen ville betyde øget efterspørgsel efter kompetence-udvikling. Men der er en tendens til at alt, hvad der kan skubbes, er blevet skubbet. Hertil kommer at sammenlægningerne nok også betyder, at der er blevet samlet flere kompetencer i de enkelte kommuner. Behovet for dybere og mere specialiserede kurser er blevet større, mener Jens Hornemann.
Umiddelbart skulle man tro, at reformen ville betyde øget efterspørgsel efter Kompetenceudvikling?
- Den tanke kunne man godt have. COK har været igennem en periode, hvor vi skulle gøre op med os selv, hvor vi skulle hen. Men det ville da have været rart, hvis vores struktur og strategi havde ligget klar allerede for to år siden. Her har COK nok været sat lidt i stå af ejerskifte og ledelsesskift, siger Jens Hornemann.
Tidligere var COK ejet af kommunerne, amterne og Københavns Kommune. I dag er COK et rent KL-foretagende.
- Nu er vi fuldt integreret del af KL-familien. Det er en selvstændig udfordring, som vi er stolte og glade for, og som vi med sikkerhed profiterer af. Men man skal ikke købe COK’s ydelser, fordi vi er en del af KL, men fordi vi tilbyder nogle gode ydelser. COK skal kunne stå på egne ben på et relativt konkurrencepræget marked for kompetenceudvikling. I den forbindelse vil jeg gerne slå fast, at fordi man køber ydelser hos COK, så får man ikke per automatik en pakke med KL’s holdninger og interesse-varetagelse. Men der er en muligheder for at få adgang til helt unik viden om kommunale forhold.
Jens Hornemann forventer, at et af de helt store fremtidige områder for COK bliver udvikling af e-læring.
- Man har talt om det i mange år uden, at det er blevet til noget. Men nu har Finansministeriet sagt, at staten skal have e-læring og så er det formentligt et spørgsmål om tid inden det også er noget, der bliver rullet ud i hele den offentlige sektor.
Internationalt udsyn
- Kommunerne har været alt for dårlige til at kikke ud i verden, mener Jens Hornemann.
- Hidtil har det ikke været relevant at tænke internationalt. Men fremover skal COK være kommunernes vindue ud i verden. Det skal blandt andet ske ved at trække udenlandske forskere til Danmark – og i det omfang, det kan lade sig gøre – sende folk ud i verden. Her er det dog et problem, at kurser i udlandet møder modstand, fordi mange kommunale politikere og medarbejdere frygter, at det vil blive fremstille negativt i pressen. Men rent faktisk er det ikke dyrere at afvikle kurser i udlandet end på Den kommunale Højskole i Grenå, siger Jens Hornemann.
- COK skal fremover signalere dynamik og udsyn. Ikke hygge og stilstand. Der skal være plads til fordybelse, men det skal ikke være kedeligt, siger Jens Hornemann, der ønsker en bred palette med tilbud om både bredde og dybde. Det skal blandt andet sikre end højere faglig profil.
COK er langt fra den eneste udbyder af kompetence-udvikling til det offentlige. Markedet er stort og der er i dag mange udbydere. Jens Hornemann ser de private aktører mere som samarbejdspartnere end konkurrenter.
- Vi skal fremover først fremmest være stedet, der kan skaffe de nødvendige kompetencer. Enten fra private eller ved selv at udvikle dem, hvis de ikke findes på markedet, siger Jens Hornemann, der på et eller andet tidspunkt blandt andet forventer at kunne tilbyde meritgivende uddannelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.