dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Jens Dresling, Polfoto.

Blå blok vinder valget

Venstre vandt stort i torsdagens skolevalg, som resulterede i 105 mandater til blå blok og 74 til rød blok - hvis eleverne altså måtte bestemme
29. JAN 2015 20.11

Står det til Danmarks skoleelever i 8. og 9. klasse, skal Danmark være langt mere blåt og Lars Løkke Rasmussen (V) skal have nøglerne tilbage til Statsministeriet. Efter tre ugers valgkamp og undervisningsforløb er årets skolevalg nemlig løbet af stabelen, og samlet får blå blok 105 mandater mod rød bloks 74 mandater. Det viser den endelige fintælling. Venstre alene får 27,4 pct. af stemmerne og bliver dermed valgets absolutte vinder med 9,8 procentpoint ned til landets næststørste parti Socialdemokraterne.

Tusindvis af elever fra 8. og 9. klasse på 800 af landets 1300 folkeskoler landet over har torsdag været i stemmeboksen og stemt på det parti, de er mest enige med. Dét parti viste sig altså, som i de voksnes meningsmålinger, at være Venstre. Socialdemokraterne får 17,6 pct., mens Liberal Alliance bliver landets tredjestørste parti med 11 pct. af stemmerne.

Johannes Andersen, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i unge og demokrati, er ikke overrasket over resultatet.

- Der har været flere tegn på, at de blå ville gå hen og vinde. Der er i øjeblikket en strømning blandt unge førstegangsvælgere mellem 18 og 20 år, som også går i den retning. Så valgresultatet bærer en interessant pejling om, at der ikke er så stor en forskel mellem aldersgruppe og førstegangsvælgere, siger Johannes Andersen, til Ritzau

Se grafik over fordelingen af stemmer her hos Skolevalg.dk

Bastionerne falder
Også i klassiske socialdemokratiske højborge som København og Aarhus har de unge vendt ryggen til den nuværende regering og Socialdemokraterne og vendt sig imod Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og konservative.

Sidstnævnte kan til gengæld glæde sig over at gå en lys fremtid i møde, hvis resten af landet vil stemme som ungdommen. Partiet, som længe har lidt under faldende tilslutning, får 10,5 pct. af stemmerne ved skolevalget, mens Dansk Folkeparti må nøjes med 9 pct.

Det er en udvikling, der går stridt imod den politiske virkelighed i de myndiges verden. Partiet kunne i maj 2014 udråbe sig selv til den store vinder ved Europaparlamentsvalget med den suverænt store stemmesluger Morten Messerschmidt i spidsen. Men nu må de altså se sig slået af mindre partier som Liberal Alliance og konservative.

I rød blok er det særligt den yderste venstrefløj, som bløder vælgere i ungdommen. SF får således 7,7 pct., men slår Enhedslisten, der må se sig som valgets taber med 6 pct. - kun overgået af Kristendemokraterne, som fik 0,9 pct. af stemmerne.

Stor opbakning
Det har været frivilligt for skolerne at deltage i valget i dag, men der har været stor opbakning til projektet fra både skoler og ungdomspartier.

Ligesom i de voksnes valg har der været en tre uger lang forudgående valgkamp, hvor eleverne har skullet lære om mærkesager og kampagner. Et undervisningsforløb, der kulminerede i dag med valget.

Efter en optælling af stemmerne på skolerne indtastede en valgtilforordnet resultatet fra den enkelte skole via et link til Undervisningsministeriet, som herefter håndterede den endelige optælling af resultaterne fra de 800 deltagende skoler.

Det er Folketinget og Undervisningsministeriet, der står bag skolevalget. Formålet med valget har været at motivere de unge til at tage del i demokratiet samt forberede dem på at stemme, når de får stemmeret.

Der er skolevalg igen i 2017


Herunder kan du se mandatfordelingen - hvis det altså står til landets skolelever:

* Venstre: 27,4 procent - 49 mandater.

* Socialdemokratiet: 17,6 procent - 32 mandater.

* Liberal Alliance: 11 procent - 20 mandater.

* Konservative: 10,5 procent - 19 mandater.

* Radikale Venstre: 9,8 procent - 18 mandater.

* Dansk Folkeparti: 9 procent - 16 mandater.

* SF: 7,7 procent - 14 mandater.

* Enhedslisten: 6 procent - 11 mandater.

* Kristendemokraterne: 0,9 procent - 0 mandater.

Kilde: Undervisningsministeriet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/blaa-blok-vinder-valget

GDPR