

KØBENHAVN: København har nu fået sin første havsvømmebane, målrettet de erfarne motionssvømmere. Den 450 meter lange bane er etableret i ydre Nordhavn og markeret med store, gule bøjer og banetov.
Banen skal med tiden forlænges til 500 meter og er skabt som et supplement til byens eksisterende badezoner. Målet er at understøtte kommunens ambition om at gøre det let at være aktiv i byen – også i vandet.
- Med havsvømmebanen får københavnerne en ny og anderledes badefacilitet. På den måde sikrer kommunen, at byens mere erfarne svømmere nu kan træne i åbent hav på en forsvarlig måde, og at skibstrafikken kan navigere sikkert udenom. Det er vigtigt, at København har mange forskelligartede aktivitetstilbud, hvor man kan få motion og dyrke sin sport. Også på vandet, som er så stor en del af byen, siger Mia Nyegaard (RV), der er kultur- og fritidsborgmester i København.
Banen kan bruges året rundt og blev finansieret via Budget 2022. Den er etableret i samarbejde med By & Havn, som har stået for det praktiske arbejde med bøjer og tov.
Banen er ikke egnet til børn eller uøvede svømmere, da den ligger i åbent vand med strøm og bølger. Kommunen opfordrer derfor til, at man svømmer flere sammen.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.