
Det røde murstenshus i Guderup lignede sig selv. Men da Sønderborgs daværende socialdemokratiske borgmester Jan Prokopek åbnede døren til sit hjem efter en ferie i Nordjylland, ventede der ham et syn, han aldrig glemmer..
En smadret rude. Splintrede glasskår på gulvet. Og på spisebordsstolen aftryk fra beskidte sko, hvorfra tyven havde stået og revet PH-lampen ned fra loftet.
Politiet mente, at Jan Prokopek og hans kone havde været heldige, fordi huset ikke var mere medtaget efter indbruddet.
Borgmesteren var også en smule lettet, indtil han opdagede, at det ikke kun var computeren, der manglede fra kontoret, men også computertasken.
Et sug gik gennem hans krop – i computertasken lå Sønderborg Kommunes borgmesterkæde.
- Jeg havde det så dårligt. Tænk, at noget af så stor værdi for samfundet var gået tabt på grund af min ubetænksomhed, fortæller Jan Prokopek til DK Nyt.
Et symbol på folkets tillid
Kæden var lavet af forgyldt sterlingsølv og skænket til kommunen i 1963 af Ringriderfesten. I leddene var navnene på alle Sønderborgs borgmestre indgraveret – helt tilbage til 1883.
- At vores PH-lampe til flere tusinde kroner var væk, var en bagatel. Den betød intet sammenlignet med borgmesterkæden, siger Jan Prokopek, som netop var tiltrådt som borgmester for den sammenlagte Sønderborg Kommune efter strukturreformen.
- Det er noget helt særligt at være politisk valgt. Du kender ikke mange af de mennesker, der har stemt på dig, men de har tillid til, at du træffer de rigtige beslutninger. Det er borgmesterkæden et symbol på, fortæller han.
Og det var heller aldrig planen, at kæden skulle på ferie hjemme hos borgmesteren, mens han selv var på sommerhustur i Nordjylland. Men efter et veloverstået royalt besøg, stod han med borgmesterkæden og et lukket rådhus.
- Vi havde boet i den lille by i 30 år og aldrig haft indbrud. Det var sådan et sted, hvor man ikke behøvede at låse dørene, fortæller han.
For ikke at glemme kæden, når han skulle på arbejde igen, lagde han den i computertasken.
“Din drønnert”
Peter Hansen, som dengang var byrådsmedlem for Venstre, husker stadig sin første tanke, da han læste om tyveriet i avisen.
- Jeg tænkte, “hold nu op din drønnert, kan du ikke engang finde ud af at passe på vores ting”, siger han i dag med et grin.
Men reaktionen endte et andet sted, nemlig med et opkald til Jan Prokopek og et tilbud om at hjælpe med at få kæden hjem.
- Det var virkelig synd for Jan, og jeg mener ikke, at han havde handlet uansvarligt, siger han.
Peter Hansen var i 2007 formand for Ringriderfesten, der i sin tid havde doneret kæden. Sammen med formandskabet besluttede han at udlove en dusør på 10.000 kr. for kædens tilbagevenden.
Og det skulle vise sig at være den rette pris.
En mand med en kæde i lommen
En af de første dage i august dukkede en mand op på et kontor i Sundquistsgade i det sydlige Sønderborg.
I lommen havde han borgmesterkæden.
Han afleverede den til en advokat, der havde tilbudt sig som mellemmand. Advokaten, der ønsker at være anonym, havde kontaktet folk i byens kriminelle miljø med ét budskab: kæden kunne afleveres – uden konsekvenser.
- Man kan godt kalde det et enestående tilfælde i min karriere, fortæller advokaten.
Hvem manden med kæden var, er der stadig ingen der ved - bortset fra advokaten, men kæden blev afleveret. Og kuverten med de 10.000 kr. fulgte med den anden vej.
“En utrolig flot gestus”
Da kæden kom tilbage til Jan Prokopek, pakket i en simpel plastikpose, var det en kæmpe følelse af lettelse, der gik gennem borgmesteren.
- Jeg har begået flere dumheder i mit liv, og når det lykkes at få noget bragt i orden, kommer der et lettelsens suk, fortæller han.
Og han har aldrig glemt, at hans politiske rival, Peter Hansen, hjalp med at få kæden hjem.
- Det var en utrolig flot gestus. Jeg tror, det ændrede noget mellem os. Vi har lavet mange politiske aftaler siden da. Det bliver måske nemmere, når man har hjulpet hinanden i sådan en situation, siger han og tilføjer:
- Vi er nogle mennesker, som aldrig glemmer det, hvis nogen gør en god gerning for os.
Læs alle artikler i serien om landets borgmesterkæder her, eller læs den fulde historie om tyveriet af Sønderborgs borgmesterkæde på Kommunen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.