
Den danske konkurrence er i bedring - men kun langsomt. Vores priser ligger stadig højt, især på tjenesteydelser. Det fremgår af 'Konkurrenceredegørelse 2010', som Konkurrencestyrelsen i dag har udsendt.
- Vi vurderer, at det i væsentlig grad skyldes, at konkurrencen i Danmark ikke er helt så skarp, som den kunne være. Der er fortsat et stykke vej, før konkurrencen i Danmark er på niveau med de bedste lande. Det er en lang og sej proces, siger direktør i Konkurrencestyrelsen, Agnete Gersing.
Om det offentliges brug af udbud er også genstand for granskning i den årlige redegørelse. Om det siger Agnete Gersing:
- Der ligger et stort potentiale i at sende flere offentlige opgaver i udbud på de områder, hvor det er muligt. Erfaringerne viser, at der ofte er økonomiske gevinster at hente, siger hun.
Det hedder i årsredegørelsen om kommunernes indsats for at konkurrenceudsætte opgaver:
'Konkurrencen om offentlige opgaver har været stigende de seneste år. Der er dog stadig et stykke vej til regeringens målsætning om, at 31,5 pct. af kommunernes opgaver skal i udbud i 2015.
Kommunerne skabte konkurrence om 25,0 pct. af opgaverne i 2009. Andelen er dermed steget en smule i forhold til 2008, da der var 24,8 pct., som kom i udbud. Kommunerne mangler dermed fortsat 1,5 pct. point i at nå målet om at skabe konkurrence om 26,5 pct. af driftsopgaverne, som de har aftalt med regeringen.
Staten sendte 25,9 pct. af sine driftsopgaver i offentligt udbud i 2009, mens der var tale om 24,7 pct. året før.
Regionerne skabte konkurrence om 19,1 pct. af opgaverne i 2009, målt ved den nye regionale indikator for konkurrenceudsættelse.
Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner benytter sig af offentligt udbud. Gribskov, Fanø og Jammerbugt kommuner lå i top, da de havde over 35 pct. af deres opgaver i udbud i 2009. Omvendt var der en række kommuner, som sendte mindre end 20 pct. af deres opgaver i udbud sidste år.
Udbudsreglerne er med til at sikre, at de offentlige opgaver, som skal i udbud, også kommer det. I april 2010 vedtog Folketinget en ny lov, som gør det muligt at håndhæve reglerne mere effektivt, blandt andet ved at indføre skrappere sanktioner for grove overtrædelser. Større synlighed om de offentlige udbud vil kunne styrke konkurrencen.
Efter anbefaling fra Udbudsrådet drøfter en arbejdsgruppe under Konkurrencestyrelsen i øjeblikket modeller for en fælles platform, hvor alle offentlige opgaver med annonceringspligt slås op. Platformen ventes at være operationel i løbet af foråret 2011.'
Konkurrencerådet har i sin årsredegørelse også kigget på, hvilke erfaringer, der er opsamlet omkring offentlige udbud. Det hedder i redegørelsen:
'For nylig kortlagde Udbudsrådet effekterne af at udsætte offentlige opgaver for konkurrence. Rådet så på 114 undersøgelser og konkrete udbudssager. Størstedelen dokumenterer eller skønner positive økonomiske effekter. Når en offentlig opgave kommer i udbud, er det ikke det samme som at udlicitere den. Ved udbud eller konkurrenceudsættelse kan en offentlig myndighed selv byde ind og vinde opgaven, hvis det viser sig, at den har den bedste løsning til prisen.
En erfaringsopsamling udarbejdet af Udbudsrådet viser, at hovedparten af de eksisterende undersøgelser dokumenterer økonomiske gevinster ved at konkurrenceudsætte offentlige opgaver. I 73 ud af 114 cases og tværgående studier af effekterne af konkurrence om offentlige opgaver er der dokumenteret eller skønnet positive økonomiske effekter af konkurrence, mens der i fire cases er dokumenteret negative effekter.
En medvirkende forklaring på overvægten af undersøgelser med positive effekter kan være, at cases med positive effekter oftere bliver analyseret og dokumenteret end cases med ingen eller negative effekter.
En analyse, som Udbudsrådet offentliggjorde i 2009, viser, at der kan opnås betydelige økonomiske gevinster ved at konkurrenceudsætte pleje- og omsorgsopgaver på plejecentre – op til ca. 20 pct. – uden tab af bruger- eller medarbejdertilfredshed. Pleje- og omsorgsopgaver på plejecentre er en del af området pleje og omsorg af ældre og handicappede, hvor driftsudgifterne i 2009 beløb sig til knap 44 mia. kr., og hvor kun en beskeden del af opgaverne i dag er udbudt i konkurrence.
Ifølge tidligere undersøgelser er de væsentligste barrierer for offentlige myndigheders brug af konkurrence af holdningsmæssig og økonomisk karakter. Holdningsmæssige barrierer dækker over offentlige aktørers skepsis og modvilje mod konkurrenceudsættelse. Økonomiske barrierer er dels omkostninger ved at lave tilbud (transaktionsomkostninger), og dels usikkerheden ved om der er gevinster ved at konkurrenceudsætte.'
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.