I KL tror man på, at kommunerne kommer helt i mål med at overholde aftalen om, at 26,5 pct. af opgaverne ved årets udgang skal være konkurrenceudsat, lyder det fra organisationen.
- På bare fire år er konkurrenceudsættelsen af opgaver i kommunerne steget fra ca. 20 til 25 pct. Det viser, at vi i kommunerne har en pragmatisk tilgang til, hvem der løser opgaverne. Og at arbejdet fortsætter og konkurrenceudsættelsen - som ønsket af regeringen - øges. Det afgørende er, at prisen og kvaliteten er i orden, siger KL's formand Jan Trøjborg.
- KL har aftalt med regeringen, at vi ved udgangen af 2010 skal være oppe på at konkurrenceudsætte 26,5 pct. af de kommunale opgaver. Det mål er inden for rækkevidde, og jeg tror på, at vi når det.
KL's formand peger samtidig på, at der er behov for regelændringer, hvis ambitionen tænkes yderligere forhøjet i fremtiden. Det er nemlig en udfordring at fastholde en vækst i brugen af konkurrenceudsættelse på de bløde velfærdsområder.
- Her er der brug for, at kommunerne får bedre muligheder for at gå i udbud med opgaverne, understreger han.
- Der er langt større tradition for, at private aktører kommer på banen på tekniske områder og inden for rengøring, der er opgaver, som er identiske med tilsvarende opgaver på det private marked. Når vi taler pleje, omsorg og børnepasning, er der tale om specialer, der først og fremmest findes på det kommunale marked og som de private udbydere har vist sig i praksis at stå noget famlende over for.
- Hvis væksten i konkurrenceudsættelse skal fortsætte, har kommunerne og de private leverandører derfor en fælles udfordring i at sikre udvikling på de sociale områder, siger Jan Trøjborg.
KL og DI har tidligere i en fælles henvendelse til regeringen gjort opmærksom på, at de nuværende regler er en hindring for flere udbud på ældreområdet, men regeringen blokerer.
Jan Trøjborg henviser til, at en undersøgelse gennemført af KL's nyhedsbrev Momentum i januar dokumenterede, at mange kommuner gerne ville konkurrenceudsætte flere opgaver på det sociale område - men at det kniber gevaldigt med at finde private leverandører.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.