Køge uddanner digitale ambassadører

50 medarbejdere fra kommunens Borgerservice og biblioteker skal på kursus for at blive rigtig dus med selvbetjeningsløsningerne
KORT NYT13. JAN 2011 14.20

KØGE: Målet med kurset er ikke at gøre de 50 medarbejdere til computernørder, men at gøre medarbejderne mere fortrolige med de selvbetjeningsløsninger, Køge Kommune tilbyder borgerne.

- Vi har rigtig meget erfaring med at hjælpe borgerne, når de ringer til os eller henvender sig personligt, men vi skal være lige så gode til at anbefale og hjælpe borgerne til at bruge de selvbetjeningsløsninger, vi har på www.koege.dk. Det forudsætter imidlertid, at vores medarbejdere sætter sig i borgernes sted og bliver fortrolige med kommunens og andre offentlige digitale løsninger, siger chef for Borgerservice, Peter Ravnholt.

På kurset 'Digitale ambassadører' vil hver af de 50 medarbejdere få adgang til en bærbar computer, hvorfra de kan logge sig ind på en demoside, der er en tro kopi af Køge Kommunes hjemmeside. På den måde vil medarbejderne få den samme oplevelse af kommunens forskellige selvbetjeningsløsninger, som borgerne har, dog uden at de behøver at logge sig ind med eget cpr. nr. og digital signatur.

- Også på KøgeBibliotekerne tilbyder vi borgerne hjælp til at bruge de digitale løsninger, og fra den 1. marts 2011 overtages borgerserviceopgaven i Borup af medarbejdere fra biblioteket, med fokus på vejledning til selvbetjening. Kurset 'Digitale ambassadører' er en rigtig god måde til - i fællesskab med Borgerservice - at forandre kulturen, sådan at vi får endnu mere fokus på digitalisering, chef for KøgeBibliotekerne, Jytte Dahl

Hver gang en borger skriver et brev til kommunen for at søge om fx boligstøtte eller børnetilskud koster det gennemsnitligt 120 kroner eller 50 kroner, hvis henvendelsen sker telefonisk. Men det koster kun 5 kroner, hvis borgeren bruger kommunens selvbetjeningsløsning.

Derfor har landets kommuner netop vedtaget en fælles digitaliseringsstrategi, der frem til 2015 skal skabe effektiviseringer for 2 milliarder om året. Målet for strategien er, at 50 procent af alle borgerhenvendelser i 2015 skal foregår digitalt. Det er således også Kommunernes Landsforening, KL, der står bag kurset 'Digitale ambassadører', som Køge Kommune gennemfører den 20. januar.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt