AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Borgmester i Aalborg Lasse Frimand Jensen (S) tror på, at titlen som kulturhovedstad kan give økonomisk afkast, hvis Aalborg får den.(Arkivfoto)
Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix
Aalborg kaster sit lod i puljen om at blive europæisk kulturhovedstad i 2032. Borgmesteren håber på både økonomisk afkast, fællesskab og international synlighed.
9. APR 2026 6.36

AALBORG: I Aalborg drømmer man om at blive europæisk kulturhovedstad i 2032 – og ambitionen er klar, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

- Det er mit håb og min ambition, at det skal være en folkefest. Det skal være for de mange og ikke for de få, siger han.

Aalborg har afsat 3 millioner kroner til ansøgningsprocessen med deadline den 5. oktober. Bliver byen udvalgt, følger endnu en kommunal investering på 80 millioner kroner – suppleret af statslige, private og europæiske midler.

Selvom eksperter mener, at man ikke skal regne med en økonomisk gevinst som følge af at være kulturhovedstad, lægger Lasse Frimand ikke skjul på, at økonomien spiller en rolle i Aalborg:

- Erfaringer fra andre steder viser, at investeringer i kultur kan give et betydeligt afkast. For eksempel har man set, at for hver 100 kroner, en kommune investerer, kan den få omkring 130 kroner tilbage, siger han.

Han understreger samtidig, at det også handler om livskvalitet for borgerne. Ifølge borgmesteren viser undersøgelser, at 34 pct. af kommunens borgere svarer, at kulturoplevelser er det, de sætter allermest pris på ved at bo i kommunen.

Derudover mener 74 pct. af erhvervslivet, at kultur er vigtig for at tiltrække og fastholde arbejdskraft.

Så meget har Aalborg afsat
  • Tre mio. kr. afsat til ansøgningsarbejdet.
  • 80 mio. kr. afsat til selve projektet (ekskl. forventede tilskud fra stat, fonde og samarbejdskommuner).
  • Ansøgningsbudgettet fordeles med ca. 2,5 mio. kr. til prækvalifikation (deadline 5. oktober) og 0,5 mio. kr. til det videre forløb frem mod endelig ansøgning (ultimo 2027).
  • Midlerne går bl.a. til eksterne kompetencer som kommunikation, design, web, SoMe, oversættelse af bid book samt outreach-aktiviteter og internationale samarbejder.
Skal skabe stærkere fællesskaber

Hvis Aalborg løber med titlen, er det vigtigt for kommunen, at kulturhovedstaden får en vedvarende effekt og rækker ud over selve året, hvor festlighederne afvikles.

Men det stiller også særlige krav til et ejerskab, der rækker ud over både borgmesteren og  kommunens medarbejdere – det skal ud og leve i lokalsamfundet og i civilsamfundet.

Lasse Frimand Jensen drager en parallel til en lokal miljøkampagne fra sin barndom, som blev en succes, fordi alle netop gjorde en indsats, fra børnehaver til idrætsforeninger og kommunen.

- Det er den type effekt, jeg gerne vil opnå. Det skal ikke bare være et enkelt arrangement, men noget, der sætter sig i mennesker og skaber flere kulturoplevelser og stærkere fællesskaber, siger han.

Sætter Aalborg på verdenskortet

For Lasse Frimand Jensen handler projektet heller ikke kun om Aalborg. Han kalder det en nordjysk satsning og fortæller, hvordan det stærke samarbejde på tværs af regionen allerede eksisterer bl.a. i form af “kulturkampen”.

Titlen som kulturhovedstad kan styrke dette samarbejde:

- Vi er nødt til også at turde tænke stort. Som hovedstad i Nordjylland har Aalborg en rolle som lokomotiv for resten af regionen, påpeger han.

Og så håber han, at det vil sætte fokus på Aalborg som kommune.

- Jeg håber, at aalborgenserne og nordjyderne vil være stolte, og at vi styrker kulturlivet og giver flere talenter mulighed for at udfolde sig, siger borgmesteren og tilføjer:

- Vi vil gerne være en kommune, der vokser, og derfor skal vi også sætte Aalborg på verdenskortet. Vi har allerede 167 nationaliteter i byen, og antallet af internationale borgere vokser.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/aalborg-vil-traekke-nordjylland-til-europas-kulturscene

GDPR