AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Helsingør lægger billet ind på at blive Europæisk Kulturhovedstad.
Torben Sørensen/Helsingør Kommune

Helsingør går efter at blive europæisk kulturhovedstad

Aalborg har meldt sig, Odense undersøger, og nu har et bredt flertal i Helsingør også besluttet at søge om at blive kulturhovedstad i 2032.

I 2032 er det Danmarks og Bulgariens tur til at få en by udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad.

København havde æren i 1996, Aarhus i 2017, og foreløbig har Aalborg meldt sig som kandidat til at blive det i 2032, ligesom Odense har afsat penge i budgettet til at undersøge muligheden.

Nu blander også Helsingør sig i opløbet. Et flertal i byrådet har mandag besluttet at afsætte midler til at lave en ansøgning.

Det oplyser foreningen Elsinore 2032, som i en årrække har arbejdet for, at Helsingør skal melde sit kandidatur. Det bliver kommunen og Elsinore 2032, hvor også kommunen er medlem, som i partnerskab skal lave ansøgningen.

En forundersøgelse, som Deloitte lavede for kommunen i 2024, forudser, at en titel som kulturhovedstad forventeligt vil medføre store gevinster for kommunen, både af økonomisk, social og kulturel karakter. Bl.a. vil titlen tiltrække turister fra både ind- og udland og give øget omsætning og beskæftigelse i det lokale erhvervsliv.

Kommunen afsætter midler til at lave ansøgningen og til sekretariatsdrift i forbindelse med et eventuelt værtskab. Udgifterne til program, aktiviteter og kunstnerisk indhold vil skulle rejses gennem partnerskaber, fonde, statslige og europæiske midler samt privat engagement, oplyser Elsinore 2032.

- Det særlige ved Helsingørs kandidatur er, at det er vokset nedefra og går på tværs af sektorer. Det bliver altså ikke kun løftet af kultursektoren. Initiativet blev taget af borgere, kulturinstitutioner og erhvervsliv, før der forelå en politisk beslutning, siger formanden for foreningen, Jens Frimann Hansen.

Frist 5. oktober

Der er frist til at indsende en foreløbig ansøgning til Kulturministeriet 5. oktober. Inden da skal kandiderende byer senest 5. september oplyse ministeriet, at de forventer at søge.

Derefter inviteres byerne til en foreløbig udvælgelse, hvor de præsenterer ansøgningen for en jury, som består af 12 medlemmer, heraf 2 danske samt 10 eksperter udpeget af EU-institutionerne. Derefter vil et antal ansøgere gå videre til en endelig udvælgelse, og de får cirka otte måneder til at revidere deres ansøgninger. 

Senest i slutningen af 2027 vil Kulturministeriet på grundlag af juryens anbefalinger udpege den europæiske kulturhovedstad.

Udover Aalborg, Odense og Helsingør har også Næstved diskuteret at gå efter titlen. Også her er det en privat forening, som fører an i bestræbelserne, mens byrådet hidtil har været nølende i forhold til at finde de nødvendige midler. 

Aalborg har på torsdag inviteret til konference med over 300 tilmeldte gæster om kommunens kandidatur. Ansøgningen bliver i samarbejde med de øvrige nordjyske kommuner, som alle har vist interesse og opbakning, oplyser kommunen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/helsingoer-gaar-efter-at-blive-europaeisk-kulturhovedstad

GDPR