Efter tre uger uden en regeringsdannelse begynder der langsomt at komme pres fra det kommunale Danmark. Fem konservative borgmestre melder nu ud, at de hellere vil have De Konservative i en ny midterregering end at overlade ledelsen af landet til en rød blok, som er afhængig af Enhedslisten, skriver Jyllands-Posten.
Borgmester i Aabenraa Jan Riber Jakobsen (K) mener, at Mona Juul (K) "helt klart skal afsøge en regering over midten". Kertemindes borgmester Michael Nielsen (K) er også åben for en bred regering, men mener, at det kræver minimum ét andet blåt parti. Også Læsøs borgmester Niels Odgaard (K) er som udgangspunkt åben for et samarbejde over midten og hæfter sig ved, at Dansk Industri over weekenden har opfordret De Konservative og Venstre til at gå med i en bred regering over midten.
Samsø-borgmester Per Urban Olsen (K) udtaler ligeledes, at han hellere ser et samarbejde over midten end en ren rød regering. I Hørsholm er borgmester Morten Slotved (K) også åben, men han har en betingelse: borgerlig politik om skattelettelser, arbejdsudbud og erhvervsliv i regeringsgrundlaget.
Venstre-borgmestre peger også mod midten
De konservative borgmestre er ikke alene om at mene, at en bred regering over midten er vejen frem. Også to Venstre-borgmestre peger på denne model, skriver TV Midtvest. Borgmester i Skive Alfred Brunsgaard (V) mener, at partiet bør overveje at danne regering med Socialdemokratiet igen:
- Sådan som befolkningen har sammensat vores folketing, er vi nødt til at finde kompromiser. Og som det ser ud nu, er det bedre at gå ind og få noget indflydelse, siger han.
Også Ringkøbing-Skjerns borgmester Lone Andersen (V) bakker op om, at Venstre forsøger at få så meget indflydelse som muligt. Men der er en grænse for kompromiserne: "De må ikke gå på kompromis med konkurrenceevnen. Vores erhvervsliv skal simpelthen have det godt," siger hun.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













