AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

København advarer om falske sms'er om parkeringsbøder

Københavns Kommune vil aldrig bede borgere om at udlevere kontooplysninger via sms eller et link, lyder det.
14. APR 2026 15.31

KØBENHAVN: Københavns Kommune advarer om, at der i øjeblikket er falske sms'er om parkeringsafgifter i omløb.

På sin hjemmeside skriver kommunen, at borgere har modtaget sms'er, hvor de bliver bedt om at oplyse registreringsnummer samt kontooplysninger for at betale en parkeringsbøde.

Københavns Kommune understreger, at sms'erne er et forsøg på phishing.

Phishing er digitalt bedrageri, hvor it-kriminelle forsøger at lokke følsomme oplysninger ud af modtageren ved at give sig ud for at være en anden som eksempelvis en virksomhed, en myndighed eller politiet.

- Offentlige myndigheder som Københavns Kommune vil aldrig bede borgere om at udlevere kontooplysninger, MitID eller CPR-nummer via en sms eller et link i en besked, skriver kommunen på sin hjemmeside.

På screenshots af en sms og to betalingsformularer, som Københavns Kommune har sendt til Ritzau, fremgår det, at det hævdes, at man skylder et beløb som eksempelvis 17 kroner.

Der står samtidig, at bøden skal betales inden for 48 timer. Hvis ikke man betaler inden for 48 timer, vil man blive opkrævet et gebyr, lyder det.

Københavns Kommune opfordrer borgere til ikke at besvare eller klikke på noget i sms'en, hvis man modtager den.

Hvis man rent faktisk har fået en parkeringsbøde, kan man logge ind på Københavns Kommunes hjemmeside med MitID for at se bøden.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/koebenhavn-advarer-om-falske-sms-er-om-parkeringsboeder

GDPR