AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Emilie Schyttes boligforhold var den direkte årsag til, at et møde i Folketinget blev udskudt.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udvalg giver grønt lys til Folketingets godkendelse

Formanden for Udvalget til Prøvelse af Valgene kalder det en god idé, hvis Frederikssund Kommune ser på folketingsmedlems boligforhold.
14. APR 2026 14.06

Sagen om løsgænger Emilie Schyttes boligforhold burde ikke forhindre, at det nye Folketing kan godkende sig selv.

- Der er ikke kommet noget frem i de redegørelser, der kunne få os til at tænke anderledes.

- Men det er sådan, at hvis tingene skulle forholde sig på en anden måde, så kan man altid genoptage sådan en sag, siger formanden for Udvalget til Valgenes Prøvelse, Peter Juel-Jensen (V).

Folketingets møde tirsdag kl. 13.00 blev udsat til kl. 14.00 på grund af usikkerheden om Emilie Schyttes bopæl. Man skal ifølge Grundloven have bopæl i Danmark for at være valgbar.

På mødet, der altså genoptages kl. 14.00, skal Folketinget godkende sig selv.

Folketingets formand, Søren Gade (V), havde efter indstilling fra Udvalget til Prøvelse af Valgene udsat mødet, hvor Folketinget skulle godkendes.

Årsagen til udsættelsen var, at der i en artikel i Information opstod usikkerhed om, hvorvidt det nyvalgte folketingsmedlem Emilie Schytte reelt bor i Danmark, som hun siger.

Emilie Schytte, som blev valgt for Borgernes Parti, men nu er løsgænger, siger selv, at hun primært opholder sig i sit hus i Frederikssund.

Formand: God idé, hvis kommune tager sagen op

Artiklen i Information giver det billede, at hun opholder sig rigtig meget i en lejlighed i Malmø, hvilket blandt andet er dokumenteret ved hjælp af optagelser fra hendes egne sociale medier.

Emilie Schytte understregede, da hun gik ind i Folketingssalen til det afbrudte møde, at hun bor i Danmark.

- Jeg bor i Danmark, og jeg er gift med en svensk mand, og jeg har på ingen måde brudt Grundloven.

- Jeg tager skarpt afstand fra alle de her rygter.

Hun blev flere gange spurgt, hvor mange dage om året hun er i Sverige. Det svarede hun ikke på.

Udvalget til Prøvelse af Valgene bad Indenrigs- og Sundhedsministeriet om hurtigt, inden tirsdag klokken 13.00, at udarbejde en redegørelse, der skulle dokumentere Emilie Schyttes boligforhold.

Peter Juel-Jensen oplyser, at udvalget ikke har tænkt sig at gøre yderligere i sagen.

- Jeg har de oplysninger, jeg har skullet bruge, til at træffe denne indstilling. Men jeg synes da, det er en god idé, hvis enten kommunen af egen drift gør det, eller hvis Emilie Schytte vil have sit navn helt renset. Så havde jeg da gjort det, hvis jeg stod i samme situation, siger han.

Frederikssund Kommune har ingen kommentarer til sagen.

- Vi udtaler os ikke om konkret sagsbehandling i personsager, lyder det fra kommunen til Ritzau.

/ritzau/

Red.: Opdateret med yderligere baggrund kl. 14.11 samt med udtalelser fra Peter Juel-Jensen samt ny underrubrik kl. 14.52.

+ udtalelse fra Frederikssund kl. 16.06.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/udvalg-giver-groent-lys-til-folketingets-godkendelse

GDPR